Jacobsens gulddrenge: Danmark knuste Norge i VM-finalen

Danmark er verdensmester i herrehåndbold for første gang nogensinde. En lang rejse mod guldet sluttede søndag med den 10. sejr i træk. Norge blev besejret 31-22.

I fjerde forsøg tog Danmark sejren i en VM-finale. En historisk præstation af Nikolaj Jacobsen og hans 18 udvalgte håndboldkrigere, der søndag aften besejrede Norge 31-22. Foto: Jonathan Nackstrand/AFP

Endelig. Endelig. Endelig.

Det kiksede i 1967, 2011 og 2013, men endelig kan det danske landshold kalde sig verdensmestre – og på hvilken måde.

I fjerde forsøg tog Danmark sejren i en VM-finale. En historisk præstation af Nikolaj Jacobsen og hans 18 udvalgte håndboldkrigere, der søndag aften besejrede Norge 31-22.

Aldrig nogensinde har et dansk herrelandshold vundet samtlige kampe ved en slutrunde – ja, lige indtil i år. 10 sejre i 10 kampe på 18 dage mod bl.a. de forsvarende franske verdensmestre, de svenske viceeuropamestre og ikke mindst de norske viceverdensmestre ad to omgange. Det fortæller det hele.

Danmark-Norge 31-22 (18-11)

Topscorer for Danmark: Mikkel Hansen, 7

Topscorer for Norge: Magnus Jøndal, 10

Stillingen undervejs: 2-2, 9-5, 14-9, 17-10, 21-13, 26-16, 30-19

Guldrejsen begyndte i Royal Arena i København, fortsatte i Herning og Hamburg, inden det hele sluttede igen i den uofficielle håndboldhovedstad på heden.

Sejren kom i hus efter en håndboldoplevelse, som nok vil blive husket »For Evigt« af majoriteten af tilskuerne i Jyske Bank Boxen. Volbeats musikalske hit har i hvert fald været en sællert i de seneste uger. Det er uvist, om de royale gæster – kronprinsesse Mary og kronprins Frederik – deltog i fællessangen, men de kunne fra pladserne i loungen på langsiden se et dansk landshold komme brølende fra start.

Mikkel Hansen indledte med at brænde et straffekast, og hans afslutninger var heller ikke altid ligeså skarpe som i semifinalen mod Frankrig. I stedet trådte han ind i oplæggerens rolle. PSG-stjernen iscenesatte medspillerne en efter en. Mensah, Lauge, Olsen, Landin og Svan skiftedes til at sige tak.

Det gav Danmark en hurtig føring på fire mål i opgøret, hvor Norge faktisk dikterede tempoet. Nordmændene – et af verdens bedste kontrahold – spillede rasende hurtigt, og helt som ventet kastede det lette scoringer af sig.

Til gengæld kunne Nikolaj Jacobsen glæde sig over, at hans midtzone var støbt i beton, når der først var kommet ro på. Især Norges stregkæmpe Bjarte Myrhol blev krøllet sammen i et aggressivt dansk forsvar. Indimellem gik det også for voldsomt. De kroatiske dommere havde travlt med at informere aktørerne om, at høje albuer og skub med fremstrakte arme faktisk er forbudt.

Det danske angrebsspil flirtede i perioder også med at krydse den håndboldæstetiske grænse, men det hjalp selvfølgelig også, at Norges keepere blot var noteret for én redning i det første kvarter. Især Mads Mensah var en energibombe. Han kastede sig ind i alt og alle uden at frygte for helbredet, og hans kompromisløshed blev også belønnet kort før pausen, da han scorede i et tomt norsk mål til 17-10.

Mavepusteren af et mål fik arenaen til at ryste igen-igen. Halballet i Herning havde på det tidspunkt været i gang længe. Endetribunen med 3.500 stående tilskuere var proppet og dækket i rødt tre timer før kampstart. På det tidspunkt var der også udsolgt af landsholdstrøjer i merchandiseboderne. Det var ikke specielt heldigt lige netop denne søndag, hvor danskerne tilsyneladende var så ivrige efter Mikkel Hansen og co., at nogle finalebilletter blev solgt til over 7.000 kr. på sortbørsen.

Kvaliteten i det danske angrebspil faldt efter pausen, og det tvang Nikolaj Jacobsen til at forlange timeout. Spillet var forkrampet, effektiviteten manglede, og man anede i få minutter en snigende usikkerhed på tribunerne. Bekymringen blev dog ikke virkeliggjort. Norge formåede ikke for alvor at æde sig ind på føringen, fordi Sander Sagosen og co. ganske enkelt blev fanget i Niklas Landins net.

Nordmændene missede med andre ord momentet, og det udnyttede Danmark til at punktere kampen. Med sin sjette scoring bragte Mikkel Hansen sit mandskab i front med 11 mål med et lille kvarter igen. Scoringen understregede en dansk magtdemonstration - både i finalen og i hele slutrunden. Og hvorfor skulle dette ikke blot være begyndelsen på en ny dansk guldalder med Nikolaj Jacobsen som kejseren? Kulturen på holdet er næsten økologisk sund, der er styr på hierarkiet, og mentaliteten stinker af indædt vindertrang.

Holdets kerne er også på plads. Trekløveret Mikkel Hansen, Niklas Landin og Rasmus Lauge har i årevis tilhørt verdenseliten, og ingen af dem er på vej mod landsholdspension. Rundt om stjernerne står pålidelige folk som Jannick Green, Mads Mensah, Casper U. Mortensen og Anders Zachariassen, der alle er i deres bedste håndboldalder.

Selvfølgelig lurer et generationsskifte i horisonten. Navne som Hans Lindberg, Lasse Svan Hansen, René Toft Hansen og Morten Olsen har for længst passeret de 30 år, og selvom der er tale om store kapaciteter, som vil blive savnet, synes der ikke at være grund til alarmerende bekymring.

De yngre kræfter buldrer allerede frem. Magnus Landin (23 år) har ved VM fået sit store internationale gennembrud. Johan Hansen (24) og Simon Hald (24) har bevist, at de kan begå sig på højeste niveau, og hjemme på Sydfyn sidder en knæskadet Niclas Kirkeløkke (24), der var udset til en plads i den danske startopstilling. Læg dertil talentfulde spillere som Jacob Holm (23), Magnus Saugstrup (22), Lasse Møller (22) og Emil Nielsen (21), der står i kulissen og venter på at få chancen.

Der må de dog blive stående lidt endnu. Først skal Nikolaj Jacobsens gyldne VM-helte fejre søndagens historiske triumf. En fest, der begyndte i Herning søndag eftermiddag, og som slutter med hyldest på Københavns Rådhus mandag aften.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også