0

Socialdemokratiet om Løkkefondens udgifter: »Det lyder umiddelbart som rigtigt mange penge«

Det er bemærkelsesværdigt, hvad der sker i Løkkefonden, lyder det fra Socialdemokratiet.

De administrative udgifter i Løkkefonden er steget markant på et år. 
Foto: Ernst van Norde

Løkkefonden er endnu engang kommet på dagsordenen.

Tidligere har det handlet om, hvorvidt det er muligt at købe sig til enemøder med Lars Løkke Rasmussen (V) ved at bidrage økonomisk til fonden.

Nu handler det om, hvordan de økonomiske bidrag bliver anvendt i fonden.

Jyllands-Posten kan fredag fortælle, at udgifterne til administration i Løkkefonden – der er stiftet af statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) – på et enkelt år er mere end fordoblet.

Lige fra begyndelsen har fondens årlige administrative udgifter ligget stabilt på omkring 600.000 kr., men i det seneste offentliggjorte regnskab for 2017 er beløbet vokset til godt 1,6 mio. kr.

Nu håber jeg, at Løkkefonden selv er mere samarbejdsvillig over for Civilstyrelsen.

Simon Kollerup (S), medlem af Folketinget

Stigningen i de administrative udgifter fik i oktober sidste år Civilstyrelsen til at bede fonden om et 2018-regnskab, så snart det foreligger, »for at følge udviklingen i administrationsomkostningerne.«

»Vi er opmærksomme på, at det ser voldsomt ud, og derfor holder vi øje med dem,« uddyber Charlotte Koch, kontorfuldmægtig i Civilstyrelsen.

Simon Kollerup, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, har tidligere afkrævet svar fra Løkke angående Løkkefondens ageren for at skaffe sponsorer.

Han undrer sig over, at fonden på et enkelt år har brugt 1,6 mio. kr. på administrationsudgifter:

»Det lyder umiddelbart som rigtigt mange penge til bureaukrati i Løkkefonden. Oven på sagerne om kvotekonger og om hvorvidt man kan købe sig til adgang til Lars Løkke Rasmussen via Løkkefonden, er det bemærkelsesværdigt, at Civilstyrelsen som myndighed nu sætter Løkkefonden under økonomisk observation,« siger han, og kommer med en opfordring til fondens ledelse.

»Folketinget har haft endda meget svært ved at få svar fra Lars Løkke Rasmussen i sager om Løkkefonden, så nu håber jeg, at Løkkefonden selv er mere samarbejdsvillig over for Civilstyrelsen,« siger Simon Kollerup.

BRANCHENYT
Læs også