Norsk avis: 10 grunde til dansk ydmygelse af Norge

Både det danske spil og det danske værtsskab var helt i top, lyder det fra den norske avis VG.

To danske spillere, der gjorde det fremragende: Mads Mensah og Anders Zachariassen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvordan kunne det gå til, at Danmark i så overbevisende stil kunne vinde VM-finalen i herrehåndbold over Norge med hele ni mål?

Ja, det er der naturligvis først og fremmest én god forklaring på: Nemlig at Danmark var langt det bedste hold.

I det norske medie VG har man fundet endnu flere forklaringer frem på den danske ydmygelse af Norge. Faktisk oplister VG hele 10 grunde til, at Norge blev efterladt fuldstændig chanceløse imod de danske værter:

1) Trænerduellen - Norges Christian Berge havde ingen modtræk imod Nikolaj Jacobsen, der ”ejede” dette VM. Nikolaj Jacobsen styrede Danmark perfekt, fordelte kræfterne og stillede med Morten Olsen fra start.

2) For svage målmænd - Niklas Landin var målmandskongen i finalen. Havde dobbelt så stor redningsprocent (37) som sine norske kolleger (20). En enorm forskel i en VM-finale.

3) Scoringsprocent - Norge scorede kun på 50 pct. af sine forsøg i finalen. Det er som regel for dårligt til at vinde håndboldkampe. I hvert fald alt for dårligt på dette niveau.

4) Stjerneduellen - Sander Sagosen tabte til Mikkel Hansen, der var i en helt anden klasse. Den norske stjerne mistede hurtigt gløden og ”verdens bedste spiller” havde tilsyneladende ikke noget at give af, da det gjaldt.

5) Norsk stregspiller blev isoleret - Ligesom i gruppespillets opgør mellem Danmark og Norge lykkedes det danskerne i finalen at isolere den vigtige norske stregspiller Bjarte Myrhol, så han ikke fik så mange bolde at arbejde med.

6) Norsk højre back skadet - Den norske træner brugte lang tid under VM på at give Magnus Abelvik Rød chancen på højre back. Men denne blev skadet imod Tyskland, og det kom han sig ikke over. Og erstatningerne havde ikke Røds niveau.

7) Norsk kontraspil stoppet - Endnu en gang lykkedes det Danmark at sætte det norske tempo ned. Først og fremmest ved at holde på bolden i eget angrebsspil. Fire mål på kontraer er alt for lidt, hvis Norge skal kunne slå Danmark.

8) Norsk forsvarsdirigent røg ud - Magnus Gullerud skulle være forsvarschef, men forsvandt hurtigt ud af kampen. Og så brød det norske forsvar sammen. Norge var hverken forberedt på den hurtige skytte Morten Olsen eller Anders Zachariassen på stregen.

9) Fysisk duelspil - Danmark var generelt en klasse stærkere. Duelstærke spillere som Rasmus Lauge og Mads Mensah kom med større tyngde i duellerne. Og den danske forsvarschef Henrik Møllgaard satte igen en standard i duellerne, som Norge ikke kunne matche.

10) Danmark - Man kan kun gratulere Danmark med et sjældent fortjent VM-guld. De vandt 10 kampe med klar margin og er verdens bedste hold. Det danske spil har været helt i top ligesom VM-arrangementet i Herning. Måske det bedste vi nogensinde har oplevet, konkluderer VG.

BRANCHENYT
Læs også