0

Maduro beskylder Trump for mordkomplot

Oppositionen øgede presset på Maduro med opfordringer til massearbejdsnedlæggelser.

Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, har den seneste uge omgivet sig med generaler og har ladet sig fotografere under flere militærøvelser. Foto: Reuters

Juan Guaido, Venezuelas selvudråbte fungerende statschef, øgede onsdag presset på den siddende præsident, Nicolas Maduro, med opfordringer til massearbejdsnedlæggelser over hele landet.

Oppositionslederen, der har et parlamentsflertal bag sig, bad folk gå ud på gaden i to timer fra kl. 12. Enten fra deres hjem eller deres arbejdsplads. Det er den første massemobilisering, siden Guaido i sidste uge foran en stor folkemængde i Caracas erklærede sig selv Venezuelas retmæssige leder.

Aktionen er den seneste i en lang række politiske manøvrer på begge sider i et opgør, som blev intensiveret, da USA mandag indførte sanktioner mod Venezuelas statslige olieselskab.

Maduro har afvist oppositionens krav om et nyt præsidentvalg. Den socialistiske leder har omgivet sig med generaler og i den forgangne uge trodsigt stået i spidsen for flere militærøvelser for at konsolidere støtten fra hæren. Onsdag beskyldte han også USA’s præsident Trump for at have beordret et mordattentat imod sig. I en kort video fra Maduros præsidentpalads hævdede han også, at Trumps reelle mål er at få kontrol over Venezuelas enorme oliereserver.

»Trump har uden skyggen af tvivl givet ordre til, at jeg skal myrdes (...) og har bedt Colombias regering og Colombias mafia om at dræbe mig,« sagde den socialistiske leder til det statskontrollerede, russiske nyhedsbureau RIA Novosti.

Rusland, som har investeret milliarder i Venezuela og støtter Maduro, har opfordret til dialog. Det har Maduro erklæret sig åben overfor. Men dette er forsøgt før. Bl.a. med Vatikanet som mægler, og oppositionen frygter, at det blot er et forsøg på at dæmpe protesterne og købe tid.

Det har ikke hjulpet, at Venezuelas højesteret, der er pakket med Maduro-loyalister, tirsdag gav Guaido forbud mod at forlade landet. Det skete, efter at landets statsanklager, også en Maduro-allieret, åbnede en strafferetslig efterforskning mod oppositionslederen; muligvis en reaktion på, at USA har givet Guiado kontrol over Venezuelas indefrosne statslige bankkonti i USA.

Washington har advaret Maduro mod, at det vil få konsekvenser, hvis hans sikkerhedsapparat forsøger at intimidere eller griber til vold mod Guiado. Trump opfordrede onsdag amerikanerne til at holde sig væk.

»Massive protester forventes i dag. Amerikanske statsborgere bør ikke rejse til Venezuela,« tweetede Trump om situationen i Venezuela.

Guiado har indkaldt til nye folkeprotester lørdag.

BRANCHENYT
Læs også