0

Pakistans leder »ønsker fred« - men i gaderne råber demonstranter »knus Indien«

I de pakistanske gader bliver der råbt slagord mod Indien, men landets leder har en anden tilgang.

Her ses demonstranter fra det islamiske parti Jamaat-e-islami som torsdag macherede gennem gaderne i Karachi. Video: Reuters

Situationen mellem Indien og Pakistan i Kashmirregionen balancerer lige nu på vippen til kaos, mens en pilot fra det indiske luftvåben sidder fanget på den pakistanske side af grænsen.

Piloten blev onsdag taget til fange på andendagen af indiske bombardementer mod en militant gruppe, der opholder sig på pakistansk territorium, og Indien har fra start forlangt ham udleveret.

Konflikten mellem parterne sætter dens tydelige spor på i begge lande, hvor demonstranter vandrer i gaderne.

Især på den pakistanske side er demonstrationerne voldsomme, og der var torsdag store folkemængder i gaderne. Budskabet var en blanding af opbakning til det pakistanske militær og ren vrede rettet mod Indien og dets premierminister Narenda Modi.

Plakater med Modi blev for eksempel trådt under fode af demonstranter i Rawalpindi, og i Peshawar blev en dukkeversion af Modi såvel som indiske flag brændt af.

»Vi, den pakistanske nation og Pakistans væbnede styrker, er en. Vi er som en mur, og vi er klar til at bekæmpe Indien. Vi mener, at Indien har begået aggressive handlinger og udfører statsterrorisme i Kashmir,« lød det ifølge Reuters til en demonstration i Karachi fra Naeemur-Rehman, formand for den lokale afdeling af det islamiske parti Jamaat-e-islami.

Det officielle Pakistans tilgang til krisen står dog i skærende kontrast til de rasende demonstranster. For samtidig med, at råbene lød gennem gaderne, lovede Pakistans premierminister Imran Khan ligeledes torsdag, at han vil løslade den indiske pilot.

Det sker »som et første skridt mod at åbne forhandlinger« med Indien og »i ønsket om fred«, sagde Imran Khan i parlamentet i Islamabad.

BRANCHENYT
Læs også