Bestseller-ejer har mistet tre børn i Sri Lanka-angreb

Koncernen Bestseller oplyser, at familien Holch Povlsen har mistet tre børn i terrorangrebet.

Anders Holch Povlsen og hans kone Anne Holch Povlsen har mistet tre børn i Sri Lanka-angrebene, oplyser Bestseller-koncernen. Arkivfoto

Tre af de dræbte ved søndagens bombeangreb i Sri Lanka var fra Bestseller-familien Holch Povlsen.

Det bekræfter Bestsellers kommunikationschef, Jesper Stubkier, over for Jyllands-Posten.

»Vi beder jer respektere privatlivets fred, og vi har derfor ingen yderligere kommentarer,« skriver han.

Det er tre af Bestsellers ejer og direktør Anders Holch Povlsen og hans kone Anne Holch Povlsens fire børn, som er blevet dræbt i et af angrebene. De nærmere omstændigheder er endnu uklare.

Den 46-årige erhvervsmand, som er en af Danmarks rigeste, står bag Bestseller-koncernen og ejer andele i flere andre tøjfirmaer.

Familien, som bor i Ormslev vest for Aarhus, var i Sri Lanka på påskeferie.

I alt seks steder - tre kirker og tre luksushoteller - blev angrebet af syv selvmordsbombere. De tre ramte kirker er St. Sebastian's, som ligger nord for hovedstaden Colombo, St. Anthony's Kirke i Colombo samt en kirke i Batticaloa på Sri Lankas østkyst. De tre ramte hoteller er Shangri-La Colombo, Kingsbury Hotel og Cinnamon Grand Colombo.

Anders Holch Povlsen

46 år

Søn af Bestseller-grundlæggere Troels Hoch Povlsen og Merete Bech Povlsen.

Overtog Bestseller A/S som 28-årig.

Magasinet Forbes har vurderet, at han er god for over 42 mia. kr. og dermed Danmarks rigeste mand.

Ejer aktier i bl.a. Zalando og Normal.

Har gennem over et årti opkøbt ejendomme og jorder i Skotland og ejer ifølge Daily Mail over 89.000 hektar jord.

Bor på godset Constantinsborg i Ormslev vest for Aarhus.

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræftede søndag aften på Twitter, at tre danskere var blevet dræbt i terrorangrebene. Mandag formiddag lyder meldingen fra Borgerservice, at man ikke har yderligere oplysninger om de nærmere omstændigheder.

Det vides derfor endnu ikke, hvor familien Holch Povlsen befandt sig, da angrebene skete.

Søndag skrev et øjenvidne, britiske Kieran Arasaratnam, på Facebook, at han havde set en dansk familie miste tre børn på hotel Shangri-La, hvor han selv boede.

»Jeg har selv tre børn, og mit hjerte er knust for dem,« skrev han i et offentligt opslag, hvis oplysninger dog ikke er bekræftet.

Dødstallet efter angrebene er mandag blevet opgjort til 290, hvoraf mindst 35 er udlændinge. Der er anholdt 24 personer i forbindelse med angrebene.

Søndag aften lettede et af Forsvarets fly fra Danmark til Colombo. Det er repræsentanter fra Udenrigsministeriet, Rigspolitiet, Hovedstadens Akut Beredskab og Dansk Røde Kors, som er rejst til Sri Lanka for at hjælpe de danskere, der skulle have behov for hjælp.

Danskere, der har brug for hjælp, eller er bekymrede for deres pårørende, kan ringe til Udenrigsministeriets Borgerservice på: +45 3392 1112.

Udenrigsministeriet har efter angrebene opdateret sin rejsevejledning og fraråder nu midlertidigt alle ikke-nødvendige rejser til Sri Lanka.

BRANCHENYT
Læs også