Kristian Jensen ser ikke SV-regering som andenprioritet

V-næstformand Kristian Jensen har ikke haft lejlighed til at læse Løkkes bog, hvor han foreslår SV-regering.

Kristian Jensen fra Venstre. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Næstformand i Venstre Kristian Jensen ser ikke for sig, at en regering efter et valg kan bestå af Socialdemokratiet og Venstre.

Det siger han til Berlingske, i kølvandet på at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i en ny bog åbner for, at de to partier kan danne regering sammen. Men den idé deler Kristian Jensen altså ikke.

- Jeg noterer mig, at Lars Løkke Rasmussen siger, at hans førsteprioritet er en borgerlig-liberal regering, og det synes jeg, er en rigtig førsteprioritet, siger Kristian Jensen til Berlingske.

På Berlingske spørgsmålet om, hvorvidt Venstres næstformand kunne forestille sig en SV-regering som andenprioritet, siger Kristian Jensen:

- Nej. Jeg forestiller mig at lægge kræfter i, at førsteprioriteten bliver en realitet.

Kunne du stå i spidsen for en SV-regering?

- Det har jeg ikke nogen kommentarer til, siger Kristian Jensen til Berlingske.

Kristian Jensen stillede op til interview med flere medier kort efter Lars Løkke Rasmussens pressemøde, hvor V-formanden præsenterede bogen "Befrielsens øjeblik".

Her lyder Kristian Jensen mere åben for, at meldingen kan have en gavnlig effekt for resten af valgkampen:

- Det giver en ny dynamik i valgkampen og en mulighed for, at vi kan diskutere de politiske forskelle og de politiske løsninger. Det er sådan set det, valget drejer sig om.

Kristian Jensen har dog ikke læst bogen, der indeholder den afgørende Venstre-melding, siger han til de fremmødte medier.

- Jeg har ikke læst bogen, så jeg kender ikke detaljerne i den.

På spørgsmålet om, hvorvidt han kan være medlem af en SV-regering med Mette Frederiksen som statsminister, siger Kristian Jensen:

- Jeg vil være medlem af en regering, der fører en borgerlig liberal politik. Det er også derfor, at Lars Løkke Rasmussen siger, at hans første prioritet er en borgerlig liberal regering.

Har Lars Løkke Rasmussen indviet dig i de overvejelser, som han giver udtryk for i bogen?

- Altså, hvad vi har af interne overvejelser i Venstre. Der er det lige præcis "interne", der er kodeordet her. Det holder vi internt.

I bogen siger Løkke blandt andet, at han er overbevist om, at projektet med at danne en VLAK-regering var faldet sammen, hvis ikke Løkke havde været formand for Venstre.

- Jeg er enig i, at det er Lars Løkke Rasmussens overbevisning, siger han.

I bogen siger Lars Løkke Rasmussen, at det ikke er nogen naturlov, at du skal overtage næstformandsposten. Hvad siger du til det? Er det ikke en naturlov?

- Naturlove er sådan noget som Grundloven, som er meget svære at ændre. Venstres medlemmer, det er Venstres delegerede, der på et tidspunkt beslutter, hvem der skal være Venstres formand, når Lars Løkke Rasmussen stopper.

Det er ikke ligefrem en glødende anbefaling af dig?

- Jamen, ved du hvad, jeg har ikke læst bogen. Jeg kan ikke forholde mig til ting, jeg ikke har læst, på baggrund af brudstykker.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også