Serier
0

USA ophæver told på stål fra Canada og Mexico

Canada og Mexico skal forpligte sig til, at Kina ikke lister stål og aluminium ind i USA via deres lande.

Trumps handelskrig
Canadas premierminister, Justin Trudeau, oplyser, at han fredag klokken 19.30 dansk tid vil holde en tale til canadiske stålarbejdere. Foto: Reuters/Chris Wattie

Amerikansk told på stål og aluminium fra Canada og Mexico vil blive fjernet inden for to døgn.

Det oplyser kilder til avisen Washington Post. Det bekræftes også i en fælles erklæring fra USA og Canada.

Til gengæld forpligter de to lande sig til skrappe nye initiativer for at forhindre, at kinesisk stål kommer ind i USA via Canada og Mexico.

Med den seneste udvikling er der udsigt til, at Kongressen i USA vil støtte den reviderede nordamerikanske handelsaftale, som Trump-regeringen har aftalt med Canada og Mexico, oplyser to kilder med kendskab til sagen til Washington Post.

USA's straftold på stål og aluminium har gjort forholdet til de to nabolande anstrengt. Præsident Donald Trump begrundede i marts sidste år tolden med hensynet til USA's sikkerhed.

Nyheden om, at tolden ophæves, kommer efter en samtale fredag mellem Trump og Trudeau. Det oplyser Trudeaus talsmand ifølge Reuters.

- De diskuterede også Kina, uran og det nye Nafta, siger talsmanden.

Få timer tidligere gav præsident Trump EU og Japan et halvt år til at begrænse deres eksport af biler til USA. Hvis ikke, truer han med at indføre ny told på europæiske og japanske biler.

Han tog afsæt i en rapport fra handelsministeriet i Washington. Her hedder det, at den stigende import af udenlandske biler i USA truer udviklingen af en amerikansk bilindustri og USA's sikkerhed som en konsekvens af det.

EU's handelskommissær, Cecilia Malmström, hilser det velkommen, at USA tager diskussionen om told af bordet det næste halve år. EU er klar til "at forhandle en begrænset handelsaftale, herunder om biler", siger hun.

Men på Twitter skriver hun, at EU ikke anerkender, at europæisk bilindustri skulle være en trussel mod USA' sikkerhed.

BRANCHENYT
Læs også