Italiens premierminister trækker sig

Den italiensk premierminister Giuseppe Conte trækker sig og har givet indenrigsminister Matteo Salvini skylden for politisk krise.

Giuseppe Conte (R), med indenrigsminister Matteo Salvini (L), under dagens tale i parlamentet. Foto: Andreas SOLARO / AFP)

Situationen er skabt af en krise i regeringssamarbejdet Femstjernebevægelsen, koalitionens andet parti Lega, samt Guiseppe Conte, der har været udpeget som premierminister på trods af, at han ikke tilhører nogen af de to partier.

Det er endnu usikkert, om premierministerens tilbagetrækning kommer til at medføre nyvalg, en ny regeringskonstellation eller et forsøg på et nyt samarbejde mellem Lega og Femstjernebevægelsen. Sidstnævnte fremstår dog usandsynligt.

Under en tale i det italienske parlament tirsdag uddybede Conte tankerne bag sin tilbagetrækning. I talen gav han formanden for Lega, indenrigsminister Matteo Salvini, skylden for den politiske krise.

Salvini havde da også på forhånd stillet et mistillidsvotum til Conte samt erklæret manglende tillid til regeringspartneren Femstjernebevægelsen.

I sin tale sagde Guiseppe Conte ifølge BBC, at Salvini »har ledt efter en undskyldning for et nyvalg,« siden Lega fik et godt valg til Europaparlamentet i maj.

Han kaldte endvidere Salvini for »uansvarlig,« fordi han skaber en politisk krise for sine »personlige og sit partis interesser.«

Lederen af Femstjernebevægelsen, Luigi di Maio, kommenterede tidligere tirsdag på situationen i regeringssamarbejdet, da han lagde et opslag på Facebook.

I opslaget erklærede han ifølge BBC, at det »har været en ære« at arbejde med Guiseppe Conte, og at dette er »dagen, hvor Lega skal stå til ansvar for dets fejl og for at have besluttet at rive alt fra hinanden og åbnet for en regeringskrise i midten af august.«

Rent formelt vil Guiseppe Conte meddele sin tilbagetrækning til præsident Sergio Matarella senere tirsdag.

Matarella vil derefter stå med ansvaret for at lede forhandlingerne om en ny regeringskoalition i parlamentet. Hvis det ikke lykkes at finde en ny regering, bliver konsekvensen nyvalg.

Guiseppe Conte har tjent som Italiens 29. premierminister i perioden siden 1946.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også