Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Boris Johnson valgønske blev afvist – igen

Der er nu udsigt til, at et britisk valg finder sted sidst på året.

Brexit - britisk farvel til EU
Boris Johnson har indledt det, han kalder en valgkamp, selv om han endnu ikke har fået flertal til at udskrive valg. I den anledning besøgte han fredag Skotland. På Darnford Farm i Banchory nær Aberdeen tog premierministeren tyren ved næsen med en opsang til såvel Labour som de skotske nationalister. Foto: Andrew Milligan/AFP

Heller ikke på mandag får premierminister Boris Johnson lov til at udskrive valg i Storbritannien. Det står klart, efter at Underhusets øvrige partier med Labour-leder Jeremy Corbyn i spidsen fredag aftalte, at der ikke bliver et valg, før der er indgået en ændret skilsmisseaftale med EU, eller at EU godkender en udskydelse af brexit-datoen.

Boris Johnson har hidtil nægtet at ville »tigge« EU om en forlængelse, »han vil hellere ligge død i en grøft«, har han sagt, og han gentog fredag, at briterne er ude af EU med udgangen af oktober.

»Det eneste, jeg kan se, er, at Jeremy Corbyn og de skotske nationalister forsøger at låse os til EU, når tiden er inde til at handle. Men jeg tager til EU-topmøde i oktober, og så får jeg en aftale med hjem,« lød det fra en lettere opgivende premierminister under et besøg i Skotland.

Flertallet er væk

Han har i ugens løb mistet sit spinkle flertal i parlamentet, og derfor havde han allerede onsdag bedt om at få et nyvalg. Men det kræver, at 434 af 650 parlamentarikere stemmer ja til et valg. Ved onsdagens afstemning stemte ”kun” 298 for en valgudskrivelse.

EU afholder den 17.-18. oktober et formentlig afgørende møde om brexit. Men briterne skal ikke regne med, at der ændres i den aftale, der allerede findes, men som Underhuset indtil videre ikke har villet stemme for. Den finske statsminister, Antti Rinne, der i øjeblikket er formand for EU, sagde i går til Reuters:

»Situationen i Storbritannien er noget værre rod i øjeblikket. Vi ved ikke, hvad der sker, men det forekommer ret indlysende, at vi ikke når frem til et brexit med en aftale.«

Den nye brexit-lov, der betyder, at Boris Johnson enten skal have præsenteret en EU-aftale for Underhuset den 19. oktober – eller bede EU om en forlængelse – blev endeligt vedtaget af det britiske overhus i går.

I næste uge bliver parlamentet tvunget hjem, efter at regeringen har fået lov til at suspendere det frem til 14. oktober.

BRANCHENYT
Læs også