Google har indgået forlig: Skal betale Frankrig 7,2 milliarder kr.

Google og Frankrig afslutter skattesag med stor bøde og ekstraregning til den amerikanske techgigant.

Foto: Arnd Wiegmann/Reuters

Google er torsdag gået med til at betale en kæmpebøde og ubetalte skatter i Frankrig til sammenlagt næsten en milliard euro.

Det nøjagtige beløb i danske kroner er 7,2 milliarder.

Det oplyser den amerikanske techgigant. Det sker som led i et forlig.

Den franske anklagemyndighed oplyste kort forinden, at Google er gået med til at betale en halv milliard euro i bøde for at afslutte en fire år lang undersøgelse.

- Vi har afsluttet skattesagen og relaterede stridigheder, vi har haft med Frankrig i mange år, hedder det i en skriftlig erklæring fra Google.

- Disse aftaler omfatter en betaling på 500 millioner euro, som bebudet af en fransk domstol i dag, og 465 millioner euro i yderligere skatter, vi er gået med til at betale, skriver Google.

Google har sit europæiske hovedkvarter i den irske hovedstad, Dublin. De franske efterforskere har søgt at efterprøve, om Google har undladt at betale skyldige skatter i Frankrig. Det har selskabet gjort ved ikke at deklarere sine aktiviteter i landet.

Google betaler meget lidt i skatter rundtom i EU-landene, fordi det registrerer alle sine europæiske salgsindtægter i Irland.

Det kan Google gøre under den nuværende internationale skattelovgivning.

Udfaldet af den franske sag kan danne præcedens for andre af USA's store techselskaber, der er aktive i Frankrig.

Det siger Frankrigs budgetminister, Gérald Darmanin, til avisen Le Figaro.

Han siger, at der allerede er samtaler i gang med adskillige andre selskaber - store som små. Men han nævner ikke navne på nogen af dem.

Frankrig har uden om EU valgt at indføre sin egen skat på de store techselskaber. Det har fået præsident Donald Trump til at true med at svare igen med told på fransk vin.

Frankrig har haft besvær med at overbevise de europæiske lande om at finde en model, så man kan beskatte de digitale selskaber. Det har navnlig stødt på modstand fra Irland, Sverige, Finland og den tidligere danske regering.

Men statsminister Mette Frederiksen (S) sagde under et besøg i Tyskland i sommer, at hun overvejer at indføre de samme regler til beskatning som Frankrig over for selskaber som Facebook, Apple og andre. Det skrev dagbladet Børsen.

- Jeg er villig til at gå hele vejen, sagde hun.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også