Et år efter terrorangreb: Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen har fået tvillinger

Anne og Anders Holch Povlsen blev onsdag forældre til to tvillingepiger.

47-årige Anders Holch Povlsen er blevet far til tvillingepiger. Foto: Joachim Ladefoged.

»To små mirakler«.

Sådan omtaler Bestseller-ejer Anders Holch Povlsens privatsekretær, Kristine Mønster, de to piger, som onsdag kom til verden.

I en skriftlig udtalelse bekræfter hun således, at Anders Holch Povlsen og hans hustru, Anne, har fået tvillinger.

»Onsdag den 11. marts er Anne og Anders Holch Povlsen blevet forældre til to velskabte tvillingepiger efter et fint graviditetsforløb og en fødsel uden komplikationer,« lyder det.

Parret mistede tre af dets da fire børn den 21. april sidste år. Sammen med 255 andre blev de dræbt, da bomber eksploderede påskesøndag flere steder i Colombo på Sri Lanka. Heriblandt Hotel Shangri-La, hvor familien opholdt sig.

Parret har ikke talt offentligt om tabet, men få uger efter angrebet takkede de to for omgivelsernes støtte i en annonce bragt i Århus Stiftstidende og Berlingske.

»Vi vil gerne udtrykke vores dybfølte taknemmelighed for den hjertevarme, omsorg og støtte, vi har modtaget efter tabet af vores elskede børn Alma, Agnes og Alfred,« lød det.

Knap ét år efter tragedien har den 47-årige og hans kone så fået tvillinger.

»Familien glæder sig ubeskriveligt over de to små mirakler, både til at lære dem at kende og til, at de bliver en livsbekræftende og glædelig del af familien,« udtaler Kristine Mønster.

BRANCHENYT
Læs også