Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Erhvervsudlejere undlader huslejeopkrævning: »Det er et valg, jeg har taget med både hjertet og hovedet«

Coronavirussens indflydelse på små virksomheder har fået flere udlejere til at droppe opkrævning af husleje.

Corona rammer verden
Mange butikker, der lever af kundekontakt, har været bekymrede for betaling af husleje, i en tid hvor indtægtskilderne er knappe. Flere udlejere har derfor valgt at give en økonomisk håndsrækning til erhvervslejere. Foto: Brian Karmark.

»Jeg ønsker at bidrage i denne svære tid ved at undlade at opkræve leje hos samtlige af mine erhvervslejere i april måned. Lejen bliver ikke et skyldigt beløb, som senere skal betales.«

Sådan lød beskeden fra indehaveren af den aalborgensiske udlejningsvirksomhed Iciti A/S torsdag morgen.

Dermed tilslutter virksomheden sig en gruppe erhvervsudlejere, der har valgt at give en håndsrækning til nogle af de små virksomheder, som er mest udsatte under coronakrisen.

»Den type lejere, jeg har, er temmelig nødlidende. Det er restauranter, caféer, frisører og så videre, som jo lever af kundekontakt. Og jeg kan godt holde til at undvære en måneds husleje fra dem, hvis det kan hjælpe dem igennem krisen,« siger Peter Claesen, indehaver af Iciti A/S, som har 19 erhvervslejemål i Aalborg.

Flere af de små virksomheder, som har set indtægten svinde på grund af corona-lukning, har givet udtryk for bekymringer over betaling af huslejen. Det er nemlig for mange virksomheder en af de største poster på faste udgifter.

»Jeg har valgt at opgive lejen helt, fordi jeg ikke synes, det giver mening f.eks. at lade dem betale det på afdrag senere. Mine lejere kommer jo ikke til pludselig at tjene dobbelt så meget, når det her er overstået. Det er et valg, jeg har taget med både hjertet og hovedet,« siger Peter Claesen.

Hist og her dukker der derfor også udlejere op, som har valgt enten at udsætte huslejen eller at glemme den helt.

Også erhvervsmanden Henning Gejl, som har to erhvervsejendomme i Esbjerg og Billum, har ifølge Jydske Vestkysten fravalgt at opkræve husleje.

»Som udlejer bør man også påtage sig et ansvar for, at de virksomheder, man har et samarbejde med, klarer sig så godt igennem coronakrisen som muligt,« skriver Henning Gejl i en pressemeddelelse.

Og i Horsens har boligforeningerne Odinsgaard og AAB Horsens givet en økonomisk håndsrækning til en række af afdelingernes erhvervslejere, der inkluderer bl.a. frisører, et solcenter, fodterapeuter og en køreskole.

»Hjælpepakke eller ej, der er ingen tvivl om, at de er hårdt ramt, og det her vil være et driftstilskud, de kan mærke nu og her,« siger Michael Meldgaard, direktør i Andelsboligforeningen Odinsgaard til Horsens Folkeblad.

Regeringens hjælpepakker til erhvervsdrivende indeholder bl.a. garantiordninger til små og mellemstore virksomheder, samt en trepartsaftale om lønkompensation til arbejdsgivere, som har måttet sende medarbejdere hjem.

BRANCHENYT
Læs også