Pandora henter ny kommerciel direktør hos tøjgigant

Pandora har ansat italienske Martino Pessina, der har baggrund i modebranchen, som ny kommerciel direktør.

Martino Pessina. Foto hentet fra hans LinkedIn-profil.

Pandora har nu sat navn på, hvem der fremover skal være kommerciel direktør i smykkeselskabet.

Det bliver italienske Martino Pessina, der fra starten af april indtager den nyoprettede plads i Pandoras direktion.

Det oplyser selskabet i en meddelelse.

Pandora meddelte allerede i starten af marts, at selskabet ville oprette en ny stilling som kommerciel direktør, samt at vedkommende allerede var ansat. Men det er først nu, knap tre uger senere, at Pandora sætter navn på.

Martino Pessina kommer fra den svenske modegigant Hennes & Mauritz, hvor han gennem de seneste knap 20 år har beklædt forskellige ledelsesstillinger.

Senest var han direktør for Hennes & Mauritz i Nordamerika, hvor han stod i spidsen for omkring 20.000 ansatte.

»Martino Pessina er en naturlig leder med fremragende analytiske egenskaber og en dyb forståelse af kundernes behov,« siger Alexander Lacik, topchef i Pandora.

Martino Pessina, der kommer til at have fast base i København, tiltræder officielt sin nye stilling den 2. april.

BRANCHENYT
Læs også