Her er USA's største virksomheder

Finans fakta: Erhvervsmediet Fortune har offentliggjort sin årlige liste over USA's 500 største virksomheder. Se de ti største her.

Her ses en ansat i et Walmart Supercenter i Houston, Texas. Arkivfoto: AP Photo/David J. Phillip.

Ingen over og ingen ved siden af. Den amerikanske detailgigant Walmart kan for ottende år i træk lade sig kåre som USA’s største virksomhed målt på omsætning.

Det viser den årlige Fortune 500-liste over USA’ største virksomheder, som det amerikanske erhvervsmedie Fortune står bag.

Walmart, der har omkring 4.600 butikker på tværs af USA og hele 2,2 mio. ansatte, kom ud af 2019 med en astronomisk omsætning på 524 mia. dollars.

Herefter følger tech-kæmpen Amazon, som verdens rigeste mand Jeff Bezos står bag.

Ifølge en liste over verdens rigeste personer, som erhvervsmagasinet Forbes offentliggjorde for nylig, har Jeff Bezos en formue på svimlende 113 mia. dollars.

Til sammenligning svarer det til lidt under halvdelen af den omsætning på 280 mia. dollars, som Amazon landede sidste år.

På tredjepladsen finder man Exxon Mobil, der er verdens største privatejede olieselskab, efterfulgt en Apple på fjerdepladsen.

Herefter følger CVS Health, der både består af et sundhedsforsikringsselskab og en apotekerkæde, samt storinvestoren Warren Buffetts holdingselskab Berkshire Hathaway.

På syvendepladsen kommer sundhedsforsikringsselskabet UnitedHealth Group, mens de tre nederste pladser på listen går til medicinal- og medicoselskabet McKesson, teleselskabet AT&T og medicinalselskabet AmerisourceBergen.

BRANCHENYT
Læs også