Serier

Enhedslistens "ispenge" møder kritik fra flere sider

Tænketanken Cepos maner til besindelse, mens Uffe Elbæk mener, at pengene kunne bruges bedre andre steder.

Corona rammer verden
Enhedslisten vil give danskerne 10.000 kr., som partiet ønsker bliver brugt på forbrug. Arkivfoto: Finn Frandsen

Lørdag præsenterede Enhedslisten et forslag om at give en skattefri ”sommercheck” på 10.000 kr. til alle danskere med en årlig indkomst på under 380.000 kr.

Forslaget skal hjælpe dansk økonomi ud af coronakrisen, og det er meningen, at pengeposen skal bruges på »is, kaffe og baderinge i det danske sommerland«, fortalte finansordfører for Enhedslisten, Rune Lund:

»Når vi står i en økonomisk alvorlig situation som i øjeblikket, er der behov for tiltag. Vi kigget på, hvad Carl-Johan Dalgaard (overvismand, red.) og Arbejdernes Erhvervsråd har været ude at sige. På den baggrund er vi nået frem til, at det er økonomisk ansvarligt at sende pengene ud i samfundet. Det ville være godt for de små virksomheder, og vi synes i øvrigt, at danskerne fortjener det.«

Hos den liberale tænketank Cepos bliver idéen ikke modtaget med åbne arme.

»Det er et risikabelt forslag fra Enhedslisten, men det bliver formentlig populært blandt de tre millioner, der får stats-checken. Der kan dog komme pres på politikerne for at fortsætte udbetalingen mere end blot én gang. Og så bliver det ekstra dyrt. Desuden risikerer det at skabe præcedens for at udbetale stats-checks til personer med relativt lave indkomster under kriser. Det vil grundlæggende skade incitamentet til at tjene penge,« lyder det fra cheføkonom Mads Lundby-Hansen.

Han er »langt fra sikker på«, om det faktisk er nødvendigt at pumpe de 30-35 mia. kr. ud i samfundet, som Enhedslistens forslag vil koste.

»Ifølge Danske Bank er dankortomsætningen og Mobilepay næsten tilbage på normalt niveau. Jeg vil anbefale at man venter nogle uger med at beslutte en finanspolitisk stimulans for at afvente behovet. Hvis der er behov for stimuli, vil jeg anbefale en gentagelse af Socialdemokratiets vækstplan fra 2013, hvor man sænkede selskabsskatten og afgifter,« uddyber Mads Lundby-Hansen.

Enhedslistens forslag har også fået folketingsmedlem Uffe Elbæk til tasterne.

»Jeg kan oprigtigt ikke gennemskue klogskaben i dette forslag fra Enhedslisten. Det er rigtigt, at hvis der skal pumpes forbrugs-penge ud i samfundet, skal det være til dem, der har mindst. Så langt, så godt. Men er det det vi har brug for: Mere forbrug?«, skriver han i et opslag på Twitter og fortsætter:

»Tænk sig, hvad de penge kunne bruges til af grøn infrastruktur eller et nationalt efteruddannelsesprogram? Nye jobs og klogere danskere.«

BRANCHENYT
Læs også