Venstre ønsker et fuldt kulstop i varmeproduktion fra 2025

Tommy Ahlers mener, at der med flere tiltag kan skæres yderligere op til en hel million ton CO2.

Søndag går partierne bag klimaloven til de afgørende forhandlinger i den sidste store klimaaftale før sommerferien.

Og ligesom støttepartierne til regeringen har været ganske kritiske over for det, de mener, er en uambitiøs regering på det grønne område, så vil Venstre også gerne have regeringen til at rykke sig ved forhandlingsbordet.

Venstres klimaordfører, Tommy Ahlers, vil således foreslå, at man indfører en række grønne tiltag, som skal reducere mindst en halv million ton CO2 mere, end regeringens udspil lægger op til.

Det er energi- og industriområdet, der forhandles om, og her mener Ahlers, at potentialet er større.

- I forhold til, hvor stort potentialet er på de to områder, så er regeringen ikke ambitiøs nok. Derfor går vi ind til forhandlingerne for at overbevise regeringen om at finde yderligere en halv eller måske en hel million ton CO2-reduktion, siger han.

Reduktionerne vil Venstre blandt andet finde ved fuldt kulstop i varmeproduktionen allerede fra 2025. Det er tre år tidligere end de nuværende planer.

- Vi skal være parate til at gøre det, der er svært. Det kunne for eksempel være at sige: "Kulstop, det må kunne lade sig gøre tre år tidligere, end det der ligger i planen", siger Tommy Ahlers

Desuden vil partiet udbygge mere biogas og investere i mere CO2-lagring, og så vil man udfase endnu flere oliefyr, end regeringen lægger op til.

Regeringen vil frem til 2025 fjerne 20.000-40.000 oliefyr. I øjeblikket er der cirka 80.000 oliefyr i Danmark.

- Regeringens udspil fjerner ikke nok oliefyr, og vi vil gerne endnu længere i udfasningen af dem, siger han.

Ahlers hæfter sig ved, at regeringens støttepartier har været ganske kritiske over for regeringens ambitioner. Derfor vurderer han, der er mulighed for, at man kan rykke regeringen endnu mere.

- Regeringen skal flytte sig og sige, de er klar til det. De må også sige, de er klar til at finde en større del i råderummet til finansieringen, for det er selvfølgelig også det, som det står på.

- Vi var med i den første forhandling om affald, hvor vi godt kunne se, at vi nok ikke kunne finde mere. Det var nogle komplicerede forhandlinger. Nu sidder vi med energi og industri, og der skal vi simpelthen kunne finde noget mere, siger Tommy Ahlers.

Danmark har sat et mål om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030 i forhold til niveauet i 1990. Forhandlingerne søndag skal munde ud i en aftale, der får Danmark nærmere det mål.

BRANCHENYT
Læs også