Tre fratrådt efter sexchikane på sønderjysk virksomhed

Ofre for sexchikane føler, at det er for pinligt at stå frem med deres oplevelser.

Sexchikanen er angiveligt foregået på de sociale medier. Foto: Evan Vucci/AP

Landet over bliver der diskuteret sexchikane, god tone og kollegiale omgangsformer på arbejdspladserne. Meetoo-fænomenet er blevet det helt store emne igen. Og talrige chefer og ledelser har i de seneste dage haft travlt med at understrege, at de ikke vil finde sig i overtrædelser af hverken skrevne eller uskrevne regler om takt og tone. Og man vil ikke tøve med at uddele fyresedler.

Hos Brdr. Hartmann i Tønder, der producerer æggebakker, har man ifølge jv.dk ikke bare snakket. Man har tyet til handling og skilt sig af med tre medarbejdere. En er således fyret og to andre er stoppet "efter aftale med ledelsen" de seneste to uger. I alle tilfælde handlede det om sexchikane af kvindelige kolleger.

Fabriksdirektør Søren Elstrøm bekræfter over for jv.dk, at medarbejderne er stoppet på Brdr. Hartmann på grund af sexchikane. Han ønsker dog ikke at komme nærmere ind på karakteren af sexchikanen eller omstændighederne. Men ifølge tillidsrepræsentant for Hartmanns 300 medarbejdere Bjarne Christensen er chikanen angiveligt foregået på sociale medier, hvor de fratrådte har sendt billeder til kvindelige kolleger.

Direktøren har slået fast, der er tale om en adfærd, som han ikke vil have på fabrikken. På spørgsmålet om, hvorfor han ikke vil fortælle mere om sagerne, siger direktør Søren Elstrøm til jv.dk:

»Jeg har fortalt det til de personer, som det vedrører, og det synes jeg egentlig, at jeg skylder dem, at det bliver mellem os og de pågældende medarbejdere.«

Hos fagforbundet 3F i Aabenraa, som organiserer de fleste medarbejdere, fortæller faglig sekretær Lars Toft Damgaard, at det generelt er et problem for kvinder, der har været udsat for sexchikane, at henvende sig til fagforeningen. Ifølge ham har ingen af de implicerede kvinder fra Brdr. Hartmann ønsket at køre en sag, idet de føler, at det er pinligt, og at de derfor ikke vil i medierne med deres sager.

BRANCHENYT
Læs også