»Alt i alt er det en skidt aftale for Danmarks konkurrencekraft«

Fagboss roser ny aftale om ret til tidlig pension. I det private erhvervslivs organisationer vækker udsigter til lavere arbejdsudbud bekymring.

Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, kritiserer aftalen om ret til tidlig pension. Arkivfoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix Pia Olsen Dyhr (SF) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), René Christensen (DF), skatteminister Morten Bødskov (S), Leif Lahn Jensen (S), Pernille Skipper (EL) og Victoria Velásquez (EL), da Regeringen, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti præsenterer en aftale om en ret til tidlig pension natten til lørdag. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Regeringen har sammen med SF, Dansk Folkeparti og Enhedslisten meget tidligt lørdag morgen indgået en aftale om en ny ret til tidlig pension.

En aftale, der får ros fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), men som møder kritik fra to af erhvervslivets største organisationer.

»Flot aftale som sikrer, at mange med lange arbejdsliv kan trække sig tilbage uden at stå med hatten i hånden,« skriver Lizette Risgaard, formand for FH på Twitter.

Omvendt kalder administrerende direktør i Dansk Erhverv og tidligere konservativ minister, Brian Mikkelsen, det for en »skidt aftale«.

»Alt i alt er det en skidt aftale for Danmarks konkurrencekraft. Vi trækker folk ud af arbejdsmarkedet og beskatter erhvervslivet hårdere. Det er uklogt. Bliver brug for tiltag, der kompenserer for mindre arbejdsudbud,« skriver Brian Mikkelsen på Twitter.

Hos Dansk Industri er vækker udsigten til at sende flere mennesker på pension tidligere end ellers også bekymring.

»Det er uheldigt i en situation, hvor seniorerne fylder mere og mere på arbejdsmarkedet som erfarne og vigtige medarbejdere, og vi ser ind i en fremtid med mangel på ikke mindst dygtige faglærte,« siger Kim Graugaard, viceadministrerende direktør i Dansk Industri, i en pressemeddelelse.

Sagen er den, at aftalen ikke kun kommer til at omfatte mennesker med et arbejdsliv a la Arne Juhl, bryggeriarbejderen, der har været ansigt på Socialdemokratiets pensionskampagne. Ifølge SF's formand, Pia Olsen Dyhr, kommer aftalen også til at give det, hun beskriver som »Arnes kone« ret til at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet.

»Arne og konen får ret til pensionen. Det lykkedes at sikre, at ret til tidlig pension også omfatter sygeplejersken, pædagogen, SOSU'en og HK'eren,« skriver partilederen på Twitter.

Aftalen bygger på en trappemodel, der betyder, at man efter 42, 43 eller 44 år på arbejdsmarkedet kan få henholdsvis ét, to eller tre ekstra år på pension - et regnestykke, der skal opgøres, fra man er fyldt 61 år. Men med i aftalen er også, at praktikperioder på SU tæller med i regnestykket, når ancienniteten på arbejdsmarkedet skal afgøres.

Netop sygeplejersker, sosu-assistenter og pædagoger er som en del af deres uddannelse igennem en række praktikforløb, hvor de er på SU, og med aftalen vil disse forløb altså komme til at tælle med, når de fylder 61 år og kan begynde at tælle deres arbejdsår sammen.

I Enhedslisten, der også er med i aftalen, bifalder beskæftigelsesordfører Victoria Velásquez også, at aftalen giver mulighed for at flere personer kan søge om ret til tidlig pension, end regeringen oprindeligt lagde op til.

»Endelig lykkedes det! Tak for en vigtig aftale, hvor tusinder flere nu er med!« skriver Velásquez på Twitter.

Politisk ordfører Pernille Skipper (EL) siger til Ritzau, at »det betyder meget«, at »tusindvis af sygeplejersker, sosu'er, pædagoger og ufaglærte, som ellers ikke ville få ret til tidlig pension, får det nu.«

BRANCHENYT
Læs også