Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Se kortet: Over 90 kommuner har bekymrende smittetal

Kun otte ud af Danmarks 98 kommuner har et incidenstal under myndighedernes bekymringsgrænse. Særlig en kommunetype ser ud til at gå fri fra coronaens anden bølge.

Corona rammer verden

Langt størstedelen af Danmarks i alt 98 kommuner har på nuværende tidspunkt så høje incidenstal, at det bekymrer sundhedsmyndighederne.

Det fremgår mandag af Statens Serum Instituts (SSI) seneste opgørelse over nye smittetilfælde de seneste syv dage.

Ifølge opgørelsen har i alt 90 ud af 98 danske kommuner i øjeblikket et incidenstal over 20, hvilket er det antal nye coronasmittede pr. 100.000 indbyggere indenfor en uge, som de danske sundhedsmyndigheder har fastlagt som grænse for, hvornår en kommunes smittetal er så bekymrende, at det skal holdes ekstra øje med.

Samtidig viser opgørelsen, at størstedelen af de otte danske kommuner, der på nuværende tidspunkt ser ud til at slippe med lavere smittetal, har en ting til fælles.

Disse otte kommuner har lave smittetal

Målt på smitte pr. 100.000 indbyggere de seneste syv dage - det såkaldte incidenstal - er disse otte kommuner under bekymringsgrænsen på 20 nysmittede pr. 100.000 indbyggere.

I parentes er smittetallet i absolutte tal angivet.

* Morsø: 19,8 (4).

* Lolland: 19,5 (8).

* Randers: 19,5 (19).

* Kalundborg: 18,7 (9).

* Bornholm: 15,2 (6).

* Norddjurs: 13,5 (5).

* Ærø: 0 (0).

* Samsø: 0 (0).

Kilde: Statens Serum Institut (SSI)

Over halvdelen af de i alt otte kommuner med smittetal under bekymringsgrænsen er nemlig ø-kommuner. Det gælder Morsø, Lolland, og Bornholm Kommune samt øerne Ærø og Samsø Kommune, der ifølge den seneste opgørelse mandag ikke har konstateret smitte i løbet af de seneste syv dage forud for optællingen.

Udover ø-kommunerne har også to østjyske kommuner i øjeblikket lave smittetal. Det gælder Randers Kommune og Norddjurs Kommune, der begge har et smittetal under myndighedernes bekymringsgrænse. Også den sjællandske kommune Kalundborg Kommune har et incidenstal under 20.

Til trods for at de danske ø-kommuner i højere grad ser ud til at gå fri for smitte, så har der tidligere været konstateret smitte på flere øer. Bl.a. i Samsø Kommune, hvor fire personer med direkte tilknytning til øens friskole for omkring en måned siden blev konstateret smitte med covid-19.

De fire smittetilfælde var de første, der blev konstateret i Samsø Kommune.

»Vi skal være ekstra varsomme. Vi går med mundbind og seler, for vi har rigtig mange kontakter på kryds og tværs af øen,« sagde borgmester på Samsø, Marcel Meijer, til TV2 Østjylland i forbindelse med de fire smittetilfælde på øen i slutningen af september.

Også Ærø Kommune, der på nuværende tidspunkt ikke har konstateret smitte med covid-19, har tidligere haft smitte blandt øens beboere.

Den 14. oktober blev fem beboere bl.a. konstateret smitte med coronavirus på øen.

Mandag blev der konstateret 1.056 nye coronasmittede de seneste 28 timer. Tallet er det højeste antal smittede, er konstateret i Danmark siden pandemiens udbrud.

»Jeg synes, det er alvorligt uden at være kritisk. Det er ikke løbet løbsk, men det er klart, at det er noget, vi skal være opmærksomme på og håndtere. Det tror jeg, godt kan lade sige gøre,« lød det mandag fra Christian Wejse, lektor i global sundhed og afdelingslæge ved Aarhus Universitetshospital.

BRANCHENYT
Læs også