Erhvervsorganisationer ser positivt på finanslovsaftale

Søndag har regeringen indgået en aftale om en finanslov 2021 med SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet. Den foreløbige aftale bliver modtaget med rosende ord hos landets erhvervsorganisationer.

Finansminister Nicolai Wammen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Regeringen har søndag indgået en aftale om næste års finanslov, der bl.a. udvider boligjob-ordningen, sender 750 mio. kr. til oplevelses- og restaurationsbranchen og hæver håndværkerfradraget til 25.000 kr.

»Dansk økonomi har fået et økonomisk hug under coronakrisen,« indledte Nicolai Wammen på pressemødet, hvorefter han understregede, at regeringen med finansloven vil sikre, at Danmark kommer både sundhedsmæssigt og økonomisk forsvarligt gennem krisen.

Ifølge Dansk Industri tager aftalepartierne da også flere skridt i den rigtige retning med det fremlagte finanslovsforslag, der ifølge erhvervsorganisationen er med til at sende Danmark mod en grøn genopretning og bidrager til at sætte hjulene i gang i små og mellemstore virksomheder.

»Det er en god aftale, som kan være med til at bane vejen for en grøn genopretning af Danmark. Aftalen er fuld af tiltag, som DI og vores virksomheder har arbejdet for og efterlyst. Eksempelvis ved at sætte gang i mere grøn iværksætteri og give hjælp til omstilling i vores SMV’er. Og med de syv nye regionale vækstteams kan vi få sat endnu mere spot på, hvordan vi bedst muligt skaber ny udvikling og gang i hjulene i alle dele af landet,« siger adm. direktør i DI, Lars Sandahl Sørensen, i en pressemeddelelse.

Direktøren glæder sig over, at partierne også er klar med nye tiltag, som kan hjælpe de mange oplevelsesvirksomheder, der fortsat er ramt af coronakrisen, selvom han samtidig understreger, at der er behov for yderligere hjælp.

Også Brian Mikkelsen, direktør i Dansk Erhverv, er godt tilfreds med, at regeringen nu sender 750 mio kr. direkte til oplevelsesindustrien.

»Vi har længe efterlyst, at der kommer mere og målrettet hjælp til hoteller, restauranter og andre virksomheder, der lever af turister og oplevelser. Så jeg er virkelig glad for, at der er sættes ind netop her,« siger han og fremhæver bl.a. at Dansk Erhvervs forslag om skattefritagelse af arbejdsgiverbetalt gavekort til oplevelsesøkonomi nu gennemføres.

Også hos Fagbevægelsens Hovedorganisation er postive overfor finanslovsaftalen.

»Det glæder mig, at regeringen og støttepartierne med aftalen om næste års finanslov og stimuliaftalen viser, at genopretning og grøn omstilling kan gå hånd i hånd. Der ligger et stort potentiale her, hvor vi både kan sætte ind mod klimaudfordringerne, skabe flere gode job og sikre social retfærdighed,« siger Lizette Risgaard, der er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Ifølge Finansministeriet lemper næste års finanslov boligjob-ordningen, så loftet for serviceydelser hæves til 25.000 kr., og skatteværdien af fradraget øges til ca. 35 pct. for serviceydelser. Samtidig hæves loftet for håndværksydelser til 25.000 kr.

Derudover er der på finansloven afsat omstillingsindsatser for 2 mia. kr.

»Pengene skal bl.a. gå til omstilling af SMV’er i hårdt ramte områder, opkvalificering og målrettede uddannelsesindsatser, etablering af regionale vækstteams samt 110 pct. dagpengesats til ledige som uddanner sig til SOSU-assistent mv.,« lyder det.

Regeringen har som optakt til finanslovsforhandlingerne også præsenteret en såkaldt ”krigspakke” på knap 10 mia. kr. Sammen med et forventet milliardbeløb fra EU, skal de knap 10 mia. kr. bruges til at få Danmark sikkert gennem coronakrisen og de økonomiske konsekvenser, som krisen har kastet af sig.

Allerede i starten af december blev den første del af den såkaldte stimulipakke indgået af et bredt flertal i Folketinget.

Her blev det vedtaget, at danskerne har mulighed for at få udbetalt indefrosne feriepenge.

Pengene skulle efter planen først have været udbetalt ved folkepensionsalderen, men på grund af coronakrisen er det besluttet at frigive dem tidligere.

Derudover indeholder stimulipakken også en eksportpakke 1,7 mia. kr. fordelt over de næste tre år, hvis formål er at hjælpe danske eksportvirksomheder gennem krisen.

Initiativerne i de seneste ugers samlede aftaler om grøn genstart inkl. regeringens udspil til en grøn skattereform forventes ifølge Finansministeriet at bidrage med 14.000 job i 2021.

BRANCHENYT
Læs også