Kongressen genoptager godkendelse af valgsejr: »Friheden vinder«

Capitol Hill er ryddet, og den politiske ledelse i kongressen fortsætter godkendelsen af Joe Bidens valgsejr efter optøjer.

Foto: Reuters.

Den politiske ledelse i Kongressen i USA nægter at lade Trump-tilhængerne afspore optællingen og godkendelsen af Joe Bidens sejr i præsidentvalget.

Politikerne samledes kort efter klokken 2.00 dansk tid for at fortsætte den demokratiske proces.

Processen blev indledt med en kort tale af vicepræsident Mike Pence i Senatet, hvor han tog kraftig afstand fra optøjerne af Donald Trump-tilhængere, som tidligere på dagen stormede kongressen.

”Vi forsvarede vores Capitol Hill i dag. Vi vil altid være taknemmelige for de mænd og kvinder, der blev på deres post for at forsvare dette historiske sted,” lød det fra vicepræsident Mike Pence, som fortsatte:

”De, som forårsagede kaos her i dag, vandt ikke. Vold vinder aldrig. Friheden vinder. Dette er stadig folkets hus. Når vi nu samles igen i dette kammer igen, vil verden igen være vidne til modstandsdygtigheden og styrken i vores demokrati.”

Donald Trump-tilhængere trængte onsdag aften trængte ind i kongresbygningen i forbundshovedstaden Washington D.C. Her skulle medlemmer af Senatet og Repræsentanternes Hus formelt bekræfte Demokraternes Joe Biden som vinder af præsidentvalget.

Kongresmedlemmerne blev i den forbindelse evakueret fra kongresbygningen og bragt til en nærliggende militærbase under urolighederne.

Flere personer, herunder politibetjente, er blevet såret under onsdagens uroligheder. En kvinde har mistet livet, efter at hun blev ramt af skud ved Kongressen.

Mindst 13 personer er blevet anholdt under urolighederne.

Få mere amerikansk politik i ørerne. Lyt til de seneste episoder af ”Vejen til Det Hvide Hus” herunder.

Læs også
Top job