Danmark må skrue ned for tempoet for vaccinationer

En ombygning af en fabrik i Belgien betyder, at Pfizer-Biontech reducerer leverancer af vacciner til hele Europa.

Pfizer og den tyske vaccinepartner Biontech reducerer deres planlagte leverancer til hele Europa de kommende uger. Arkivfoto: Dado Ruvic/Reuters

Sundhedsmyndighederne må for en stund skrue ned for tempoet i vaccinationen af danske borgere mod covid-19. Producenten bag den dominerende vaccine i den europæiske vaccinationsindsats, Pfizer-Biontech, har således meddelt EU’s medlemslande, at de får leveret færre doser, end de oprindeligt er blevet stillet i udsigt.

For Danmarks vedkommende er det endnu uklart, hvad det får af betydning, oplyser Statens Serum Institut.

Danmark skulle have modtaget 59.475 vaccinationsdoser i uge 3, men SSI har endnu ikke fået oplyst, hvad man kan forvente i stedet.

»Vi er i løbende dialog med Pfizer om, hvad det konkret kommer til at betyde for leveringerne til Danmark, men vi forventer, at det vil medføre, at vi i den kommende tid kan vaccinere færre end først antaget,« siger SSI-direktør Henrik Ullum i en pressemeddelelse.

I Norge har myndighederne meldt ud, at man får 18 pct. færre doser end lovet, mens litauisk presse melder om en halvering. Pfizer Danmark ønsker ikke at oplyse tallet for Danmark og henviser i stedet til de danske sundhedsmyndigheder.

Baggrunden for de reducerede leverancer er, at Pfizer er gået i gang med at opskalere sin vaccineproduktion på fabrikken i Puurs i Belgien. Det kræver tilpasninger af faciliteter og produktionsproces, som skal godkendes af myndighederne, oplyser Pfizer Danmark.

I første omgang fører det til mindre leverancer til de europæiske lande i sidste halvdel af januar og begyndelsen af februar, men derefter vil et »markant forøget antal doser« være tilgængelige, oplyser virksomheden. SSI oplyser da også, at Pfizer-Biontech forventer at indhente det tabte inden udgangen af marts.

Seks lande i EU, herunder Danmark, har ifølge Ritzau sendt et brev til EU-Kommissionen, hvor de udtrykker »alvorlig bekymring« over forsinkelsen i leveringen af coronavacciner fra Pfizer-BionTech.

Sundhedsministre fra Danmark, Estland, Finland, Letland, Litauen og Sverige siger i brevet, at situationen er »uacceptabel«.

Sundhedsminister Magnus Heunicke ser med stor alvor på nedgangen i leverancer af vacciner.

»Vi er i et kapløb med coronavirus og den nye mere smitsomme virusvariant. Derfor ser vi med stor alvor på nedgang i leverancer. Regeringen har aktiveret alle kanaler herunder kontakt og dialog med andre medlemsstater i EU og EU-Kommissionen for at sikre Danmarks interesser,« udtaler han i en skriftlig kommentar.

Danmark og resten af EU gik i gang med at vaccinere borgerne den 27. december 2020, og de danske sundhedsmyndigheder satser på at kunne vaccinere den sidste dansker den 27. juni 2021.

Tidsplanen er dog stærkt afhængig af at kunne modtage tilstrækkeligt med vacciner, som er den helt store flaskehals netop nu.

Frem til april forventer myndighederne at modtage leverancer svarende til mellem 8.000 og 16.000 vaccinedoser om dagen, men man forbereder sig samtidig på at kunne vaccinere helt op til 100.000 borgere om dagen for at komme i mål.

Pfizer-Biontechs vaccine var den første, der blev godkendt til brug i EU. Siden har det amerikanske firma Moderna også fået godkendt sin vaccine, men Modernas leverancer er væsentligt mindre end Pfizer-Biontechs.

Den 29. januar 2021 kan en tredje vaccine fra Oxford University og AstraZeneca blive godkendt på et møde i Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, og også andre medicinalfirmaer arbejder hårdt på at kunne lancere vacciner.

En af dem, der har måttet se konkurrenterne stikke afsted, er en konstellation mellem Sanofi og GSK.

Ifølge nyhedsbureauet AFP vil der formentlig gå måneder, inden Sanofi-GSK kan være klar med en vaccine. Derfor har den franske industriminister Agnes Pannier-Runacher indledt drøftelser med Sanofi om at hjælpe konkurrenter med at producere vacciner, indtil Sanofi har sin egen klar.

Ifølge nyhedsbureauet er Sanofi i gang med at undersøge, om det er muligt i praksis.

BRANCHENYT
Læs også