Serier

OL i modvind: DIF tror fortsat på OL i 2021 i Tokyo

Voksende modstand internt i Japan skaber usikkerhed om OL. DIF er overbevist om, at arrangementet bliver til noget.

Corona rammer verden
I marts 2020 modtog japanerne den olympiske ild fra Grækenland. Det var en stor begivenhed – ikke mindst for de fremmødte på Sendai-banegården, hvor den blev udstillet. Nu spekuleres der i, om coronapandemien kan slukke håbet om et OL i Tokyo i juli og august. Foto: Philip Fong/Ritzau Scanpix

Kan OL i Tokyo i 2021 åbne som planlagt fra 23. juli i år, eller vil corona-pandemien endnu engang tvinge den internationale olympiske komite (IOC) og de japanske arrangører til en udsættelse eller en aflysning?

Lige nu er der modstridende meldinger.

Den engelske avis The Times sendte rystelser igennem den internationale sportsverden, da den torsdag skrev, at den japanske regering internt har lagt sig fast på at aflyse legene. Avisen citerede et ledende, men dog unavngivet, medlem af regeringen for, at Japan vil aflyse og i stedet gå efter næste ledige OL i 2032.

»Ingen vil være den første til at sige det, men konsensus er, at det bliver for svært (at afholde OL, red.). Personligt tror jeg ikke på, at det kommer til at ske,« sagde regeringskilden til avisen.

Vi kører på 100 pct. med vores forberedelser. Vi har gode kontakter i Japan, og vi har fået indikationer på, at det her bliver afholdt.

Søren Simonsen, chef de mission, Danmarks Idrætsforbund

Siden den historie har arrangørerne haft travlt med at forsøge at slå den melding ihjel. I en tale fredag i parlamentet sagde Japans premierminister, Yoshihide Suga, at han stadig er fast besluttet på at afvikle OL.

Men internt i Japan vokser modstanden imod at afvikle OL i år. Japan har været forholdsvis mildt ramt af corona, men oplever i øjeblikket stigende smittekurver.

Osakas borgmester, Ichiro Matsui, har udtalt, at han mener, at de olympiske lege i Japan bør udsættes til 2024, og derefter skubbe de fastlagte OL med fire år, så Paris bliver i 2028 og Los Angeles til 2032.

»Hele verden står overfor en situation uden fortilfælde. Japan bør forhandle med IOC om at afholde legene I 2024,« siger Ichiro Matsui til avisen The Mainichi

80 pct. imod at gennemføre i år

En meningsmåling foretaget af Kyodo News for knap to uger siden viste, at 80 pct. af japanerne mener, at OL bør aflyses eller udskydes. 35,3 pct. ønsker legene helt aflyst, mens 44,8 pct. foretrækker endnu en udsættelse.

OL i Tokyo

Efter planen skal det afvikles i Tokyo fra den 23. juli til den 8. august 2021.

OL skulle oprindeligt være afviklet i 2020, men det blev udskudt til 2021 på grund af coronapandemien.

I Danmark tror man fuldt og fast på, at OL bliver gennemført. Sådan lyder det fra chefen for den danske OL-delegation, Søren Simonsen, med officiel titel af chef de mission i Danmarks Idrætsforbund.

»Vi kører på 100 pct. med vores forberedelser. Vi har gode kontakter i Japan, og vi har fået indikationer på, at det her bliver afholdt. Og når præsidenten samtidig går ud og siger, at dette OL vil helt sikkert blive afholdt… Med den retorik har jeg svært ved at se, at man senere vil aflyse det,« siger Søren Simonsen.

DIF tror på tilskuere

Han oplyser, at arrangørerne snart kommer med en plan for, hvordan legene skal afholde rent praktisk under hensyntagen til corona-situationen.

»Vi får en såkaldt playbook i uge 6, hvor arrangørerne melder ud, hvilke restriktioner, der kommer til at blive, men alt tyder på, at det kommer til at foregå mere eller mindre ligesom efter planerne for OL i 2020. Vi har også en forventning om, at det bliver med tilskuere. Men hvor mange procent, og hvor de kan komme fra, ved vi ikke,« siger Søren Simonsen.

Arrangørerne har heller ikke meddelt, hvorvidt det bliver et krav, at deltagere ved OL skal være vaccineret imod corona.

»Der er ikke stillet krav om vaccination, men det kan selvfølgelig nå at ændre sig,« Søren Simonsen.

Atleter må stå i kø

I Danmark kommer eliteatleter med en OL-billet ikke foran i vaccinekøen. De skal, ligesom alle andre, vente på at få en indkaldelse fra de offentlige myndigheder. Det er ikke noget DIF har forsøgt at ændre.

»Vi vil rigtig gerne have atleterne vaccineret hurtigst muligt, også for at mindske eventuelle symptomer. Men vi er helt på linje med det øvrige internationale samfund om, at der er nogle helt andre hensyn at tage i forhold til udsatte grupper. Vi stiller os foreløbig ind i køen sammen med alle andre og venter på, at det bliver vores tur. Men hvis der kommer et krav fra IOC om, at man skal være vaccineret for at deltage i OL, må vi selvfølgelig forholde os til det,« siger Søren Simonsen.

BRANCHENYT
Læs også