Ny vaccine gives til frontpersonale – i Nordjylland vaccineres de første +85-årige

Sundhedsstyrelsen har opdateret sin vaccinationskalender, efter at en ny vaccine fra AstraZeneca er godkendt og kan tages i brug. I Nordjylland gik vaccinationen af de første +85-årige godt.

Fredag blev en ny vaccine fra AstraZeneca og Oxford University godkendt i EU. Nu er de danske sundhedsmyndigheder klar til at rulle den ud i landet. Foto: Ben STANSALL/AFP De +85-årige var klar fra morgenstunden i Brønderslev, da de som de første i landet i vaccinationsgruppe 3 blev tilbudt at blive vaccineret mod coronavirus. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Den netop godkendte covid-19-vaccine fra AstraZeneca og Oxford Universitet skal i første omgang rulles ud til frontpersonale i sundheds-, ældre- og socialsektoren.

Det oplyste Sundhedsstyrelsen torsdag i en pressemeddelelse, efter at myndighederne siden fredag har overvejet, hvordan den nye og tredje EU-godkendte vaccine skulle anvendes i Danmark.

Der har været stor debat om vaccinen, fordi den med en effektivt på 60 pct. er væsentligt mindre effektiv end de to tidligere godkendte vacciner fra Pfizer-Biontech og Moderna, der i forsøg har påvist effekt på op til 95 pct.

Det bliver rigtig godt, at vi nu kan genoptage vaccinationerne af vores personale i sundheds- og plejesektoren.

Bolette Søborg, enhedschef i Sundhedsstyrelsen
Dertil kommer, at så få testpersoner over 55 år har deltaget i forsøg med AstraZeneca-vaccinen, at det ifølge det europæiske lægemiddelagentur, EMA, ikke er muligt at fastslå dens effekt på ældre.

Netop dette har fået flere andre lande til at begrænse anvendelsen af vaccinen på ældre, og nu følger de danske sundhedsmyndigheder trop med en udmelding om, at vaccinen først og fremmest skal bruges til folk under 65 år uden særlig risiko for alvorlig sygdom.

Dermed bliver det i første omgang frontpersonale i sundheds- og ældresektoren og dele af socialsektoren, der bliver tilbudt vaccinen.

Det er ikke meget mere end en uge siden, at frontpersonalet fik besked på at træde til side i vaccinationerne til fordel for de ældre, efter at Pfizer-Biontech havde varslet reducerede leverancer.

Det gav anledning til kritik fra flere faglige organisationer, der ikke mente, det var rimeligt at nedprioritere denne gruppe.

»Det bliver rigtig godt, at vi nu kan genoptage vaccinationerne af vores personale i sundheds- og plejesektoren,« udtaler enhedschef i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg i pressemeddelelsen.

Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke, er glad for meldingen fra Sundhedsstyrelsen:

»Vi har brug for en vaccinationsindsats på ”to ben”, som både sikrer den nødvendige beskyttelse til de borgere, der er i størst risiko for alvorlig sygdom uanset alder, og til det personale i sundhedsvæsenet, som skal tage sig af patienterne,« siger hun.

Også i Nordjylland er der støtte til Sundhedsstyrelsens beslutning. Her gik vaccinationerne af de første +85-årige i vaccinationsgruppe 3 i gang torsdag. Blandt andet i Brønderslevhallen sad de ældre i kø med behørig afstand.

3.000 skal vaccineres

I første omgang skal 3.000 ud af 12.000 nordjyder i denne ældre aldersgruppe vaccineres med vaccinen fra den amerikanske producent Moderna.

»Jeg er helt på linje med, at man skal følge anbefalingen og ikke anvende vaccinen fra AstraZeneca til danskere over 65 år. Til den gruppe vil vi enten bruge vaccine fra Pfizer eller Moderna,« siger overlæge Jan Nybo, chef for covid-19 test og vaccination i Region Nordjylland.

Da vaccinationerne var færdige torsdag var i alt 850 borgere i Aalborg, Brønderslev og Rebild blevet vaccineret.

»Det er gået så godt, som man kunne have håbet på,« siger Jan Nybo.

Han oplyser, at der blandt dagens indkaldte til vaccination var en tilslutning på mellem 90 og 95 pct.

»Det er vildt flot og helt på højde med tilslutningen, da vi vaccinerede på plejehjemmene,« siger Jan Nybo.

Han forklarer videre, at der ikke er observeret alvorlige bivirkninger f.eks. i form af allergier hos de ældre, der alle blev vaccineret under observation af en læge.

»I morgen vil der være mange, der har lidt rødme eller smerte på indstiksstedet,« siger Jan Nybo.

De første 3.000 nordjyder skal være færdigvaccinerede den 8. februar. De kommer fra alle 11 kommuner i Region Nordjylland.

Vacciner på mandag

De første leverancer af AstraZeneca-vaccinen ankommer i i næste uge, og ifølge Sundhedsstyrelsens opdaterede vaccinationskalender forventer Danmark at modtage 192.140 vaccinedoser fra firmaet i februar.

Samlet set vil Danmark modtage over en halv mio. doser i februar og dermed mere end dobbelt så mange som i januar.

Styrelsen arbejder stadig ud fra, at alle borgere har fået tilbudt en vaccination senest den 4. juli. Styrelsen oplyser dog, at det kommer til at tage lidt længere tid end forventet at vaccinere ældre over 65 år, som bor i eget hjem, og som modtager praktisk hjælp og personlig pleje.

Det skyldes, at håndteringen af vaccinerne fra Pfizer-Biontech og Moderna kræver særlige hensyn, hvilket besværliggør vaccinationerne, når de ældre ikke selv er i stand til at møde op i et vaccinationscenter.

BRANCHENYT
Læs også