Nye data fra frontløberen Israel: Vaccination giver resultater

Antallet af smittede og indlagte dykker markant, når folk er blevet vaccineret, viser data fra Israel. Eksperter venter yderligere fald, men advarer samtidig om udfordringer med corona-mutationer.

Flere fremtrædende personer i Israel, her premierminister Benjamin Netanyahu, har været blandt de første til at lade sig vaccinere, hvilket ifølge eksperter har styrket befolkningens tilslutning til vaccineprogrammet. Hurtig kontakt til producenter og vilje til at betale en høj pris vurderes som andre årsager til Israels førerposition. Foto: Miriam Alster, AFP.

Indsatsen for at nedkæmpe coronavirussen begynder nu at give resultater i Israel, verdens absolutte frontløber hvad angår vaccinationer. Både antallet af smittede, hospitalsindlagte og alvorligt syge falder blandt de vaccinerede israelere, viser nye data.

3,7 mio. af Israels 8,6 mio. indbyggere, svarende til halvdelen af de personer, der har brug for at blive vaccineret, har nu fået mindst én dosis vaccine. Blandt personer over 60 år, der er den første gruppe til at blive fuldt vaccineret, er antallet af nye coronasmittede faldet med 53 pct. fra midten af januar til starten af februar, oplyser Eran Segal, analytiker ved det israelske Weizmann Institute of Science, til Reuters.

Antallet af hospitalsindlæggelser er faldet med 39 pct. og antallet alvorligt syge er dykket 31 pct.

»Vi forventer at opleve yderligere fald i antallet af tilfælde og antallet af alvorligt syge,« siger Ran Balicer, chef for sundhedsplanlægning i Clalit, den største af Israels fire sundhedsorganisationer, til Reuters.

Israel tilbød Pfizer noget, andre lande ikke kunne: Vi var hurtige til at vaccinere vores folk, og har et avanceret informationssystem.

Arnon Afek, direktør på Sheba Medical Center

Israels vaccineprogram er langt foran resten af verden. Allerede midt i januar begyndte vaccinationen af folk på 40 år og ældre, og ifølge Ran Balicer er 85 pct. af befolkningen over 60 år nu vaccineret. I Danmark er det fortsat kun frontpersonale, sårbare grupper, folk over 65 med særligt behov for pleje og folk over 85 år, som får tilbudt vaccination.

»Vi kunne have haft specifikke undergrupper og identificeret patienter i større og lavere risiko, for alt er digitalt, men vi valgte det simple. Vi havde en simpel tilgang, hvor vi sagde: 60 år og ældre og sundhedspersonale først. Først når den gruppe var godt dækket, gik vi til den næste gruppe,« sagde Ran Balicer på en konference 8. februar om Israels vaccinationssystem.

Ifølge israelske og internationale eksperter er en af hovedforklaringerne på Israels hurtige fremfærd, at landets ledere hurtigt fik indgået kontrakter med vaccineproducenterne. Samtidig var regeringen villig til at betale en højere pris end andre lande.

»Uden at jeg kender detaljerne, er mit gæt, at Israel betaler dobbelt så meget for Pfizer-vaccinerne, som EU gør. EU forhandler jo samlet, og det er jo smart nok, så kan man få det billigere, men så er det ikke sikkert, man kan få det lige så hurtigt. Der har Israel været smart,« sagde danskeren Kåre Schultz, der er topchef i det israelske medicinalselskab Teva, for nylig til Finans.

Vi havde en simpel tilgang, hvor vi sagde: 60 år og ældre og sundhedspersonale først.

Ran Balicer, chef for sundhedsplanlægning i den israelske organisation Clalit

En anden fordel er Israels veletablerede og digitaliserede sundhedssystem, som indebærer grundig registrering af data, og at alle borgere har tæt kontakt til en af landets fire store sundhedsorganisationer. En del af Israels aftale med vaccineproducenten Pfizer og partneren Biontech er, at landet modtager velvoksne leverancer af vacciner mod til gengæld at dele data om resultaterne med Pfizer.

»Israel tilbød Pfizer noget, andre lande ikke kunne: Vi var hurtige til at vaccinere vores folk, og har et avanceret informationssystem,« sagde Arnon Afek, direktør på Sheba Medical Center, på webkonferencen 8. februar.

»Vi kunne blive en model for dem, inklusive at registrere alle bivirkningerne og dele den information med dem,« sagde Arnon Afek.

Selv om antallet af nye smittetilfælde og dødsfald falder, er det dog ikke kun medvind for Israel. Ifølge israelske medier er tempoet i vaccinationerne faldet, fordi det bliver sværere at få folk til at komme til vaccinationscentrene. Desuden klager personale over mere komplekse sygdomsforløb.

»Vi har et alvorligt problem lige nu. Vi har den tredje bølge, og vi har dominansen af den britiske B117 variant, som virkelig skaber mange problemer, selv om nedlukningen skulle kunne rumme den. Det er hårde tider. Som det er lige nu, vinder virussen pga. den hurtige spredning. Men vi bliver ved at være håbefulde,« siger Ran Balicer.

Jeg vil ikke engang begynde at tænke på, hvad det ville have betydet, hvis nogle store medlemsstater havde sikret sig vaccinen, mens resten stod tomhændede tilbage.

Ursula von Leyen, formand for EU-Kommissionen

Israel har for nylig ophævet rejserestriktioner, og 20 pct. af studerende vendte tilbage i skole. Men netop genåbning efter nedlukninger har været et problem i Israel gennem coronaperioden, fastslår Ran Balicer.

»Næsten hver gang vi har skullet sikkert tilbage fra nedlukninger, har vi haft en plan for en gradvis, forsigtig proces, der blev ignoreret inden for maksimalt to uger gennem pres fra forskellige grupper, som ville have øjeblikkelig lettelse af restriktionerne. Jeg forstår det politiske og praktiske pres, men vi betaler alle prisen nu for nogle af de beslutninger,« siger Ran Balicer.

Israel har med sin selvstændige forhandling med vaccineproducenterne sikret sig store leverancer. Men solo-løbet er blevet kritiseret af eksperter, fordi store indkøb til høje priser i nogle lande kan betyde, at andre lande ikke kan få nogle vacciner.

»Man skal forstå, at det her er en fælles fjende og en fælles trussel. Vi er kun så stærke, som vores svageste led. Det handler ikke om, at lande skal konkurrere mod hinanden. Det her handler om, hvordan lande kan gå sammen og gå mod virussen kollektivt,« sagde Bruce Y. Lee, professor i sundhedspolitik- og ledelse på City University i New York, for nylig til Jyllands-Posten.

EU-landene har forhandlet samlet og kommissionsformand Ursula von der Leyen erkendte for nyligt, at det har ført til, at man kom for sent i gang og har begået fejl under forhandlingerne. Til gengæld understregede hun, at enegang ikke er vejen frem.

»Jeg vil ikke engang begynde at tænke på, hvad det ville have betydet, hvis nogle store medlemsstater havde sikret sig vaccinen, mens resten stod tomhændede tilbage,« sagde Ursula von Leyen.

BRANCHENYT
Læs også