Mette Frederiksen indgår alliance med Israel og Østrig om forskning og vaccineproduktion

Danmark vil etablere en covid-19-forskningsfond sammen med Israel og Østrig og undersøge mulighederne for fælles produktion af vacciner.

Statsminister Mette Frederiksen, den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, og den østrigske kansler, Sebastian Kurz, under et besøg i et fitnesscenter i byen Modiin torsdag. Foto: Dragan Tatic, Ritzau Scanpix

Danmark vil undersøge mulighederne for at etablere produktion af covid-19-vacciner sammen med Israel og Østrig. Samtidig vil de tre lande etablere en fælles forskningsfond.

Det oplyste Mette Frederiksen, Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og Østrigs kansler, Sebastian Kurz, torsdag på et fælles pressemøde.

»Vi mener, at vi ved at samle ressourcerne blandt tre små, men meget kompetente og dygtige lande bedre kan imødegå udfordringerne,« sagde Benjamin Netanyahu på mødet i Jerusalem.

»Vi vil oprette en fælles forskningsfond og diskutere muligheden for fælles investeringer i produktionsfaciliteter for vacciner. Det er gode nyheder, og det afspejler den respekt, vi har for hinanden,« sagde Netanyahu.

Israel er det land i verden, der er nået længst med vaccinationer, men landet kritiseres også for ikke at ville dele sine vacciner med den palæstinensiske befolkning.

Parterne ville ikke oplyse, hvor mange penge forskningsfonden skulle have, men på et efterfølgende pressemøde sagde Mette Frederiksen, at detaljerne ventes at falde på plads i løbet af de kommende dage.

Landene skal desuden arbejde sammen om test og sekventering, og så vil de undersøge mulighederne for at øge produktionen af vacciner med produktionsfaciliteter i både Israel og Europa.

Ifølge Mette Frederiksen er landene i færd med at afdække, hvad de hver især kan bidrage med.

»Jeg tror, at alle tre ledere har lyst til at bidrage med produktion på egen jord,« sagde hun.

»Vi kan ikke tillade, at vi igen bliver fanget uforberedt. Vi har nye mutationer, måske nye epidemier, og måske vil nye sundhedskriser true vores samfund igen,« sagde den danske statsminister.

Henrik Vestergaard, viceadm. direktør i lægemiddelindustriens brancheorganisation Lif, bekræfter, at der har været følere fra danske embedsmænd til medicinalvirksomheder i Danmark med henblik på at kortlægge kompetencer og produktionskapacitet.

Men en vaccineproduktion er så teknisk kompliceret, at den formentlig først kan indledes inden for en tidshorisont af et år, påpeger han.

»Der er nogen, der tror, at man bare kan gå i gang, hvis vaccineopskriften bliver givet fri. Nej, det er der absolut ingen, der kan – hverken i Danmark eller i resten af verden,« siger Henrik Vestergaard.

På pressemødet sagde Netanyahu, at andre er velkomne i samarbejdet, og at han allerede har fået henvendelser fra flere andre lande, der er interesserede.

Ukonkret

Lars Holger Ehlers, professor i sundhedsøkonomi på Aalborg Universitet, opfatter de nye aftaler som ukonkrete.

»Det er en principerklæring, og jeg kan ikke umiddelbart se, hvordan det kan føre til flere vacciner,« siger han og pointerer, at det fortsat er en udfordring at få adgang til patenterne på de mest effektive vacciner.

»Jeg tror personligt mest på, at EU har den største forhandlingskraft og er dér, hvor vi kan få de bedste aftaler igennem,« siger Lars Holger Ehlers.

I Folketinget blev regeringens aftale heller ikke mødt med udelt begejstring.

Torsdag satte Venstre, SF og De Radikale på sociale medier spørgsmålstegn ved, hvorvidt Mette Frederiksen var blevet udnyttet til at promovere Benjamin Netanyahus kampagne for genvalg ved det israelske parlamentsvalg senere på måneden.

Og Enhedslisten mener, at regeringen burde satse på samarbejde med f.eks. de nordiske lande frem for Israel.

»Rent logistisk ville det give en langt større forsyningssikkerhed, fordi de lande ligger tættere på os, og samtidig har vi nogle langt mere sammenlignelige samfunds- og sundhedssystemer, der f.eks. gør det oplagt at etablere fælles forskningsmiljøer mellem universiteter og sygehuse, hvis vi skal udvikle nye vacciner,« siger coronarordfører Peder Hvelplund (EL).

Han har nu bedt Statsministeren forklare det, han kalder en »tvivlsom aftale« over for Folketinget.

Over for danske medier afviste Mette Frederiksen torsdag, at det var et problem, at hun havde lavet aftalen med Netanyahu, mens der er valgkamp i Israel.

»Det, at der er valgkamp i et land, kan ikke gøre, at Danmark ikke kan samarbejde med det land,« sagde hun.

Samtidig slog hun fast, at samarbejdet i EU om vacciner stadig er »vigtigt for Danmark«.

»Men samtidig indleder vi et partnerskab med Israel, som er ubetinget en af de stærkeste på vaccineområdet,« sagde hun.

BRANCHENYT
Læs også