Danmark jagter vacciner med tilbud om forskning med en halv mio. borgere

Enhedslisten mener, at et dansk forsøg på at skaffe flere vacciner er udtryk for vaccinenationalisme.

Siden Danmark og de øvrige EU-lande begyndte at vaccinere borgerne den 27. december 2020, har manglen på vacciner været den helt store flaskehals. Danmark har gentagne gange forsøgt at skaffe ekstra doser, selv om vi har tilsluttet os EU's vaccinestrategi, der omfatter fælles indkøb. Foto: AP Photo/Ted S. Warren

De danske sundhedsmyndigheder har i månedsvis forsøgt at skaffe flere vacciner ved at tilbyde producenterne at bruge op til en halv mio. frivillige danskere i et forskningsstudie. Lægemiddelstyrelsen bekræfter, at myndighederne har lagt følere ud til foreløbigt fire vaccineproducenter for at afsøge deres interesse for et såkaldt fase-4-forsøg, »hvor man med frivillig deltagelse af borgere i Danmark ville hente data om vaccinernes effekt og virkning fra op til 500.000 personer«.

Tanken er at give den pågældende producent løbende adgang til forskningsdataene, så den har mulighed for at følge f.eks. bivirkninger og effekt, men indtil videre er der ifølge styrelsen ikke kommet noget konkret ud af bestræbelserne.

(Det er) en form for vaccinenationalisme, som sker på bekostning af f.eks. lavindkomstlande, hvor der er et skrigende behov for vacciner.

Peder Hvelplund, coronaordfører, Enhedslisten

»Producenten skulle i sagens natur stille vacciner til rådighed for disse forsøgspersoner, hvorved Danmark ville få flere borgere vaccineret,« oplyser Lægemiddelstyrelsen.

Danmark har tilsluttet sig EU’s strategi om, at de 27 lande forhandler i fællesskab og deler doserne efter befolkningstal. Danmarks forslag til producenterne indebærer imidlertid doser leveret til kliniske forsøg uden om EU-fordelingen.

EU-Kommissionen vil ikke kommentere de konkrete danske tilbud til selskaberne, men understreger værdien af fællesskabet.

»Lande bør ikke engagere sig i parallelforhandlinger med de selskaber, der er omfattet af de fælles aftaler,« siger talsmand Stefan de Keersmaecker.

Corona-ordfører Peder Hvelplund (EL) kritiserer de danske bestræbelser og kalder dem »en form for vaccinenationalisme, som sker på bekostning af f.eks. lavindkomstlande, hvor der er et skrigende behov for vacciner«.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke.

Både DF og K bakker op om myndighedernes bestræbelser på at skaffe ekstra vacciner.

Læs også
Top job