Manglende spillersalg medfører underskud i Vejle

Vejle kom ud af 2020 med et underskud på syv millioner kroner. Klubben holdt på profilerne.

Det kan mærkes på bundlinjen i Vejle Boldklub, at der ikke blev foretaget ”nævneværdige spillersalg” i 2020.

Fodboldklubben præsenterede torsdag sit regnskab for 2020, og den viser et underskud på 7,3 millioner kroner, og det var som forventet.

Det fremgår af regnskabet, som klubben har omtalt i en meddelelse på sin hjemmeside

Det negative resultat sender klubbens egenkapital ned i et minus på knap 5,9 millioner kroner. Man forventer, at egenkapitalen ”reetableres ved egen drift de kommende år,” lyder det.

Klubben oplyser ikke, hvor stor omsætningen er, men bruttofortjenesten faldt fra 56,7 millioner kroner i 2019 til 36,4 millioner kroner i 2020.

Superligaklubben fik ikke meget ind på spillerhandler, og derfor er underskuddet ikke en overraskelse, understreger klubdirektør Henrik Tønder.

– Vejle Boldklub kommer ud med et underskud, som set ud fra de investeringer, der er foretaget for både at sikre en oprykning samt fastholde en konkurrencedygtig spillertrup, var forventelig.

- Vi noterer os, at vi gennem hele 2020 er vækstet økonomisk på vores sponsor- og partnernetværk. Samtidig har vi fastholdt spillere i klubben, der tydeligvis har påkaldt sig opmærksomhed i markedet.

- Vejle Boldklub har en ejerkreds, som har valgt at investere i Vejle Boldklub ud fra et længere perspektiv. Denne model vil give enkelte udsving, og 2020 er et af disse, siger han til Vejles hjemmeside.

I februar 2021 blev Malte Amundsen solgt til amerikanske New York City FC, og den handel tæller derfor ikke med i regnskabet for 2020.

Coronasituationen og de manglende indtægter på kampdage nævnes også som årsager til, at regnskabet er gået i minus.

Vejle ligger nummer fire i nedrykningsspillet, før Superligaen genoptages i weekenden. Holdets første kamp er ude mod Lyngby på tirsdag.

Læs også
Top job