Astrazeneca-vaccinen droppes i Danmark

Covid-19-vaccinen fra Astrazeneca droppes helt i det danske vaccinationsprogram, oplyser kilder til Jyllands-Posten. Beslutningen er overraskende, lyder det fra en ekspert.

Astrazeneca-vaccinen er permanent ude af det danske vaccinationsprogram.

Det oplyser en række kilder til Jyllands-Posten.

Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen har indkaldt til pressemøde om sagen senere onsdag, hvor de to styrelser vil fortælle om resultaterne af de undersøgelser, der er gennemført af Astrazeneca-vaccinen, og konsekvenserne for det danske vaccinationsprogram.

Afdelingslæge Christian Wejse, Aarhus Universitetshospital, er overrasket over beslutningen.

»Det havde jeg faktisk ikke troet. Jeg havde nok troet, at man ville vælge en model med at begrænse brugen til nogle grupper, som man har gjort i flere andre lande. Men det må være i en erkendelse af, at man ikke har været i stand til at udpege bestemte, tydelige grupper, hvor risikoen er høj, og grupper, hvor den ikke er,« siger Christian Wejse.

Han understreger, at der er set ét dødsfald i Danmark blandt 150.000 vacciner – og at de alvorlige bivirkninger derfor hører under kategorien meget sjældne. Han antog derfor, at Danmark på den baggrund ville følge det spor, som andre lande har fulgt – at give vaccinen til de ældre aldersgrupper.

Astrazeneca-vaccinen, der nu har skiftet navn til Vaxzevria, har været suspenderet i Danmark siden den 11. marts, efter at der i EU blev indrapporteret tilfælde, hvor yngre, raske personer havde fået alvorlige blodpropper efter at have fået vaccinen. EMA har siden undersøgt 86 tilfælde, heraf 18 dødsfald, og konkluderede 7. april, at der sandsynligvis er en forbindelse mellem vaccinen og blodpropperne, men at risikoen er meget lille.

Efter at Astrazeneca-vaccinen er taget ud, er der tre godkendte vacciner i Danmark, nemlig Pfizer/BioNTech og Moderna, som er i anvendelse, og Johnson & Johnson, som endnu ikke er taget i brug.

Det er uklart, hvad beslutningen om at droppe Astrazeneca vil betyde for de 150.000 danskere, der har fået første stik med vaccinen. Tirsdag kom det frem, at de tyske sundhedsmyndigheder har besluttet, at tyskere under 60 år, der har fået det første stik med Astrazenecas coronavaccine, skal færdigvaccineres med en anden vaccine.

I forbindelse med at, Sundhedsstyrelsen 25. marts besluttede at forlænge pausen med Astrazeneca, fremlagde styrelsen et notat, der viser, at en fjernelse af Astrazeneca-vaccinen ville skubbe vaccinationskalenderen to uger, så alle danskere er færdigvaccineret i uge 32, dvs. 15. august, i stedet for slutningen af juli. Men da estimaterne for leverede vaccinedoser løbende ændrer sig, kan timingen have ændret sig.

Meldingen om at droppe Astrazeneca-vaccinen kommer dagen efter, at vaccineproducenten Johnson & Johnson udskød udrulningen af sin coronavaccine i Europa. Beslutningen kommer, efter at der er registreret seks tilfælde af de sjældne blodpropper ud af 6,8 mio. givne doser i USA. Vaccinen er den, Danmark har bestilt flest doser af. Danmark har en aftale om indkøb af 8,2 mio. doser af vaccinen, hvoraf de første doser skulle være ankommet til Danmark i næste uge.

En række læger har beskrevet, hvordan en 60-årig dansk kvinde døde nogle dage efter at have modtaget Astrazeneca-vaccinen, og det illustrerer ifølge Christian Wejse fra Aarhus Universitetshospital problemet med at afgrænse brugen af vaccinen til en bestemt aldersgruppe.

»Det gør, at det ikke er helt oplagt at sætte en aldersgrænse tæt på de 60 år. 65 år vil også være en aldersgrænse, der kan være en smule problematisk. Samtidig har vi en situation i Danmark, hvor det ikke varer ret længe før, vi har vaccineret alle ned til 65 år, så vil det jo ikke give så meget mening kun at bruge vaccinen til dem,« siger Christian Wejse.

BRANCHENYT
Læs også