Serier

WHO: Pandemien kan være under kontrol i løbet af måneder

Verdenssundhedsorganisationen WHO er bekymret over nye varianter af coronavirus. Men med fortsat forsigtighed og ligelig fordeling af vacciner kan pandemien være under kontrol i løbet af måneder, lyder vurderingen.

Corona rammer verden
WHO, anført af generalsektretær Tedros Adhanom Ghebreyes, vurderer, at covid-pandemien kan være under kontrol inden for måneder, hvis overvågningen af smittede er effektiv og folk fortsætter med den rigtige adfærd, bl.a. at fortsætte med at holde afstand og bruge ansigtsmasker. Arkivfoto: Pool New/Reuters

Udviklingen i nye varianter af coronavirus er skræmmende, men hvis vi sætter alle kræfter ind, kan pandemien være under control inden for måneder.

Det vurderer Verdenssundhedsorganisationen, WHO, efter at forskere har advaret om store huller i coronabekæmpelsen.

»Denne pandemi er langt fra forbi, men med en samlet indsats for folkesundheden i hele samfundet og ligelige vaccination kan vi få denne pandemi under kontrol i løbet af måneder,« skriver WHO i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten.

Med en samlet indsats for folkesundheden i hele samfundet og ligelige vaccination kan vi få denne pandemi under kontrol i løbet af måneder.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO

Forskere har på det seneste udtrykt bekymring over udviklingen af nye varianter af coronavirus, som enten kan smitte folk, som allerede har været syge, er mere smitsomme eller kan gøre folk alvorligt syge.

En arbejdsgruppe under det ansete, medicinske tidsskrift The Lancet har for nylig advaret om, at de nye varianter har gode muligheder for at sprede og udvikle sig mange steder i verden, bl.a. fordi det går langsomt med at vaccinere befolkningen. Det kan skabe nye problemer på hele kloden med nye virus-typer, der ikke er dækket af vacciner, advarer gruppen.

WHO deler bekymringen over de nye varianter.

»Vi har nu set syv uger i træk med et stigende antal tilfælde (af smittede, red.), og fire uger med et stigende antal døde – en bekymrende udvikling i takt med at vi ser effekten af varianter, genåbning af samfund og ulige fordeling af vacciner,« skriver WHO.

Som andre vira udvikler covid-19 sig løbende, i takt med at den spreder sig mellem mennesker. Dermed udvikles der også nye varianter, og frygten er, at de stærkeste af dem ikke kan slås ned af vaccinerne.

Covid-19 mutationer
Som andre vira udvikler covid-19 sig løbende, i takt med at virussen spreder sig blandt mennesker. Frygten er, at de stærkeste nye versioner af virussen ikke kan slås ned af vaccinerne. Aktuelt er der særlig bekymring over tre varianter, der enten kan smitte folk, som allerede har været syge, er mere smitsomme eller kan gøre folk alvorligt syge:
  • B1351, der først blev opdaget i Sydafrika. Studier viser, at vaccinerne fra Astrazeneca og Pfizer er mindre effektive over for denne variant.
  • B117, der først blev opdaget i Storbritannien.
  • P1, der først blev opdaget i Brasilien.

Ammunitionen til at få nedkæmpet covid-19 er ifølge WHO, at landene følger tæt med i smitteudviklingen og reagerer hurtigt på nye smittetilfælde, og at befolkningen bliver ved med at bruge ansigtsmasker, holde afstand, have skrap håndhygiejne og lufter ud.

Et andet centralt punkt er at få fordelt vacciner mere ligeligt ud til verdens lande. WHO har gentagne gange advaret mod hvad organisationen beskriver som en »chokerende ubalance« i fordelingen af covid-19-vacciner.

I Danmark er der for nylig fundet fire tilfælde, hvor den britiske variant af coronavirus er fundet i kombination med en særlig mutation, kaldet E484K, der har vist sig i stand til at trænge igennem immunforsvaret.

Der er dog blandt eksperter uenighed om, hvor alvorlig udviklingen med varianter er. Søren Riis Paludan, professor i virologi og immunologi på Aarhus Universitet, mener ikke der er belæg for den bekymring, The Lancet-gruppen rejser.

»Der er data både fra Moderna og Pfizer, der viser, at de beskytter mod i hvert fald den sydafrikanske variant og den britiske variant, som nu også har fået E484K-mutationen. Den vi taler om her, er altså en mild fætter, som vaccinerne dækker mod,« sagde Søren Riis Paludan tirsdag i Jyllands-Posten.

Vi har nu set syv uger i træk med et stigende antal tilfælde (af smittede, red.), og fire uger med et stigende antal døde – en bekymrende udvikling.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO

Tre måneder efter at vaccinerne kom i anvendelse, har Israel, der er global frontløber, ifølge databasen Our World In Data færdigvaccineret 57 pct. af befolkningen, mens 8 pct. af danskerne er færdigvaccineret. På verdensplan er det dog kun godt 2 pct. af befolkningen, der er vaccineret.

I øjeblikket er der især tre nye varianter af coronavirus, der skaber bekymring. Det drejer sig om coronaudgaver, der først blev opdaget i hhv. Sydafrika, Storbritannien og Brasilien, men som nu dukker op mange andre steder på kloden. Et studie viste i marts, at vaccinen fra Astrazeneca har lav effektivitet over for den sydafrikanske variant, og helt nye erfaringer fra Israel antyder, at også Pfizer-vaccinen har en nedsat effekt over for Sydafrika-varianten.

Et bredt politisk flertal vedtog natten til fredag en udvidet genåbning af det danske samfund. Fra onsdag d. 21. april hæves forsamlingsloftet fra fem til ti personer indendørs og fra ti til 50 personer udendørs. Samme dag åbnes der for indendørs servering på restauranter. Sundhedsstyrelsen har fredag opdateret sine anbefalinger for, hvordan smitten holdes nede, og opfordrer til, at man fortsat ikke ser for mange, holder afstand, har god håndhygiejne og hoster i ærmet.

»Det er særligt vigtigt at undgå at være mange sammen og lufte ud. Når vi genåbner, kan det være svært at holde afstand, men man skal altid holde mindst en meters afstand, og når muligt, og når der er særlig risiko for smitte, to meters afstand til hinanden,« skriver Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.

Få mere udlandsnyt i ørerne med ”Verdenshjørner”. Lyt til de seneste episoder herunder.

BRANCHENYT
Læs også