Fyret kommunaldirektør: »Personligt synes jeg, at det er en høj pris«

Greve Kommune fyrede kommunaldirektøren for privat brug af kommunens kreditkort. Nu udtaler han sig selv om sagen.

Greve Rådhus.  Arkivfoto: Morten Scharfe Her ses Greve Byråd, som ledes af borgmester Pernille Beckmann (V). Nederst som nummer tre fra højre ses Claus Thykjær. Foto: Greve Kommune

Efter DR Nyheder begyndte at interessere sig for kommunaldirektør Claus Thykjærs brug af kommunens kreditkort, suspenderede Greve Kommune ham i den forgangne uge.

Mandag aften afgjorde byrådet så, at suspenderingen bliver til en fyring.

Det har Claus Thykjær tirsdag valgt at knytte en kommentar til offentligt via sin Facebook-profil. Her har han ikke indvendinger mod grundlaget for fyringen, omend han ikke er enig i konsekvensen.

»Jeg har begået nogle personlige fejl, og jeg har ikke slået hårdt nok ned på rod. Det betaler jeg nu prisen for. Personligt synes jeg, at det er en høj pris, men det er nu engang risikoen ved at arbejde i et politisk styret system,« skriver han blandt andet.

Thykjær har erkendt, at han med kommunens kreditkort blandt andet har købt billetter til ishockey og foretaget indkøb i Rema1000, Irma og Circle K for 2.300 kr. med kortet.

»Mandag aften besluttede byrådet i Greve Kommune at indgå en fratrædelsesaftale med kommunaldirektør Claus Thykjær, fordi byrådet har mistet tilliden til ham i stillingen,« lyder det i en kortfattet pressemeddelelse fra Greve Kommune om sagen

I meddelelsen bliver det uddybet, at kommunen efter historierne i pressen har gennemgået transaktionerne på kortet og »håndteret« fejlene.

»Sagen giver naturligvis anledning til at kigge på, om der skal ændres noget i kommunen økonominstruks. Til at vurdere dette sammen med kommunens økonomiudvalg, inviteres kommunens revision med,« slutter meddelelsen.

Direktør Anne-Sofie Degn er indsat som fungerende kommunaldirektør.

BRANCHENYT
Læs også