Venstres Tommy Ahlers stopper i Folketinget

Venstres klimaordfører, Tommy Ahlers, forlader Folketinget for at arbejde med iværksætteri.

Tommy Ahlers holdte tale ved på Venstres Landsmøde 2019. Foto: Jens Dresling

Politik handler for meget om spillet og for lidt om løsningerne.

Sådan lyder det fra Venstres klimaordfører, Tommy Ahlers. På den baggrund har den kendte erhvervsmand og iværksætter besluttet at stoppe i Folketinget.

Dermed mister Venstre endnu en politisk profil efter blandt andre tidligere formand Lars Løkke Rasmussen og tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg har forladt partiet.

Tommy Ahlers forbliver dog medlem af Venstre, men det bliver altså som menigt medlem uden for Christiansborg fremover.

- Det her har været en meget svær beslutning for mig, og jeg har brugt sommeren på at tænke godt og grundigt over, hvad der var det rigtige. Jeg er nået frem til, at jeg stopper i Folketinget.

- Dels fordi jeg gerne vil være med at levere løsninger i den grønne omstilling sammen med andre iværksættere, og dels fordi jeg ofte oplever, at politik handler meget om spillet og lidt for lidt om visionerne og de gode idéer, siger Tommy Ahlers i en pressemeddelelse.

Selv om Tommy Ahlers er kritisk over for spillet på Christiansborg, så smækker han dog ikke med døren i forhold til Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen eller partiets politiske linje:

- Venstre er klart på vej i den rigtige retning med stærkt fokus på klimakrisen og hvordan den grønne omstilling kan bruges til at skabe nye job, og jeg vil gerne takke Jakob Ellemann-Jensen for at have vist mig stor tillid hele vejen og give mig gode muligheder for at sætte mit præg på kursen. Jeg er ikke i tvivl om, at han fortsat vil kæmpe for at skabe et bedre Danmark her og i verden, siger Tommy Ahlers i den skriftlige kommentar.

Blå bog: Iværksætteren Ahlers forlader Christiansborg

Erhvervsmanden Tommy Ahlers var et stort navn inden for især teknologiske virksomheder, inden han blev uddannelses- og forskningsminister.

Nu forlader han Christiansborg med begrundelsen, at det politiske spil fylder mere end de gode løsninger på Christiansborg.

Navn: Tommy Ahlers.

Alder: Født 18/11 1975 - 45 år.

Fødested: Haderslev af murer Martin Ahlers Hansen og hjemmehjælper Margit Hansen.

Nationalitet: Dansk.

Uddannelse: Jurist fra Københavns Universitet i 2000.

Karriere:

  • 2001-2005: Strategikonsulent hos McKinsey.
  • 2005: Stifter af virksomheden Online SMS.
  • 2005-2008: Stifter og administrerende direktør for onlinetjenesten Zyb.
  • 2008-2010: Forskellige direktørposter hos mobilselskabet Vodafone.
  • 2009-2010: Administrerende direktør i Wayfinder Systems.
  • 2010-2015: Tidlig investor og administrerende direktør i firmaet Podio, som er et online projektstyringsværktøj.
  • 2012-2015: Vicepræsident for produktsiden i softwarevirksomheden Citrix.
  • 2017: Medlem af Disruptionrådet, der er nedsat af regeringen.
  • 2018: Uddannelses- og forskningsminister for Venstre.
  • 2019: Tommy Ahlers bliver valgt ind i Folketinget med 26.420 stemmer.
  • 2019-2020: Erhvervsordfører.
  • 2020-2021: Klimaordfører.
  • 2021: Tommy Ahlers meddeler, at han forlader Christiansborg for at vende tilbage til erhvervslivet.

Civilstand: Fraskilt. Han har to børn.

Bopæl: Østerbro i København.

Kilder: Finans, Børsen, Jyske Bank TV, Euroman, Altinget, LinkedIn

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er ærgerlig over, at Tommy Ahlers stopper. Men han siger i en skriftlig kommentar, at han har ”forståelse for, at Tommy Ahlers har lyst til at vende tilbage til at gøre en forskel via erhvervslivet og iværksætteri”.

- Der er ingen tvivl om, at Tommys energi og drive har været et stort aktiv for Venstre, og han har været med til at styrke Venstre på både iværksætteri og især den grønne omstilling, hvor vi har lagt en klar og stærk kurs.

- Det er jeg glad for, men samtidig er jeg også meget ked af, at Tommy nu forlader politik. Det er et tab for os, men også for dansk politik, at en iværksættersjæl som ham forlader Christiansborg. Men jeg kommer helt sikkert til fortsat at trække på Tommys viden og kompetencer, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Der er endnu ikke formelt sat dato på Tommy Ahlers sidste dag på Christiansborg, men det er alene de praktiske omstændigheder nedpakning af kontoret og Folketingets procedure, der mangler.

Venstre får en suppleant i Folketinget i stedet for Tommy Ahlers, så hans mandat ikke forlader partiet. Venstre har endnu ikke sat navn på, hvem det bliver, men det ventes at ske i løbet af kort tid.

Læs også