Juledag blev der anmeldt 89 indbrud i danske hjem

Antallet af juleindbrud ligger igen i år lavt i forhold til tidligere, viser tal fra Rigspolitiet.

Foto: Mikkel Berg Pedersen

Juledag er traditionelt den dag over jul og nytår, hvor der anmeldes flest indbrud. Og indtil videre ser den tendens ud til at holde stik også i år.

I hvert fald har politiet landet over modtaget 89 anmeldelser om indbrud i løbet af den 25. december - det højeste antal denne jul.

Juledag modtog landets politikredse således ti flere end samme dag i fjor, hvor der blev sat en glædelig bundrekord. Det fremgår af tal, som Ritzau har fået fra Rigspolitiet.

I årene 2018 og 2019 blev der på landsplan anmeldt henholdsvis 227 og 169 indbrud i løbet af den 25. december.

Hvor mange indbrud, der rent faktisk har været den 25. december, vides endnu ikke. Mange indbrud bliver først anmeldt, når folk vender tilbage til huset efter at have holdt jul andetsteds i landet.

Tallene for indbrud plejer at falde efter juledag, så toppen over antallet af anmeldelser kan altså meget vel være nået for i år.

I mange år har juledagene nærmest været et tag selv-bord for indbrudstyve, som har kunnet boltre sig i de mange forladte hjem.

Rigspolitiet har i de senere år ført statistik med antallet af juleindbrud.

I 2018 var der 1788 i perioden fra 16 december til 2. januar. Året efter var der en smule færre, nemlig 1618. Men det helt store dyk skete i julen 2020, den første coronaramte jul. Her blev der i perioden anmeldt 826 indbrud.

Ifølge Rigspolitiets tal er der fra 16. december og frem til og med juledag anmeldt 509 indbrud på landsplan. Dermed ligger tallene i grove træk på samme relativt lave niveau som sidste år.

Læs også
Top job