JP/Politikens Hus’ nye medie går i luften

Brugerne får indflydelse på, om det nylancerede medie Format skal satse på podcast, print eller online.

Det er et medie for unge, men ikke et ungdomsmedie. Et aktualitetsmedie, men ikke en nyhedsmaskine. Et nichemedie, men stadig med nyheder.

Det er ikke helt nemt at blive klog på JP/Politikens Hus’ nye medie Format, der torsdag eftermiddag trykkede på knappen og lancerede sitet med de første artikler. Men mediet er også stadig under udvikling og den udvikling vil fortsætte længe endnu, fortæller chefredaktøren Benjamin Kürstein.

Format vil nå ud til de 20-30-årige mediebrugere, eller internetgenerationen, lyder det. Brugerne vil få meget medbestemmelse over, hvordan Format skal formes. Både antallet af udgivelser, hvordan en historie fortælles, eller sågar hvordan den udgives.

Der er andre, som har forskellige tilbud til den samme målgruppe, og det er vores konkurrenter. Men vi har et meget skarpt fokus, og vi har hverken en printavis eller en tv-station, som vi skal drive ved siden af.

Benjamin Kürstein, chefredaktør, Format

»Vi vil være i løbende dialog med brugerne. Hvis vores brugere en eller anden dag, mod al forventning, kommer og beder os om at udkomme på bark. Jamen så må vi finde ud af, hvordan vi fortæller historier på bark. Det er selvfølgelig et ekstremt eksempel, men det er for at sige, at det er det mindset, vi har,« siger Benjamin Kürstein.

Det betyder også, at man kan forvente at se et medie, der udvikler sig hurtigt og løbende. Både podcast eller en udgivelse på print hvert halve år er muligheder, fortæller Benjamin Kürstein, der dog understreger, at det er svært at spå om, når medielandskabet udvikler sig så hurtigt. Men hvordan når man så den målgruppe, når hele mediebranchen sidder og kæmper om de unges opmærksomhed?

Ifølge Benjamin Kürstein handler det om et prioriteret udvalg, formidling i øjenhøjde og at være til stede, der hvor målgruppen befinder sig. I begyndelsen vil Format være at finde på Formatformat.dk, Facebook og Instagram. Men på et tidspunkt bliver det også udvidet til f.eks. Snapchat.

»Det er vigtigt at slå fast, at vi på den måde ikke er ved at genopfinde den dybe tallerken. Journalistik er journalistik, vi skal ikke redefinere, hvad journalistik er. I stedet skal vi formatere, hvordan vi udgiver og udkommer og være til stede de rigtige steder. Det er en åben dør, vi er i gang med at sparke ind, for der er ikke nogen, som gør det lige nu,« siger han.

Nyt medie
Format
  • Idéen til Format begyndte på Ekstra Bladet, men det er JP/Politikens Hus, der står bag.
  • I foråret blev Benjamin Kürstein hentet ind som chefredaktør for det nye medie. Han var tidligere chefredaktør for Vice i Norden.
  • I alt består holdet bag mediet af cirka 15, hvor cirka 10 er på redaktionen. Men holdet bliver fortsat udvidet.

Konkurrenterne

Hverken Metroxpress, DR3, Vice, Soundvenue eller andre medier, som forsøger at lobbye for samme målgruppe, har samme ambitiøse fokus, mener chefredaktøren:

»Jeg synes ikke, vi har set det før, at der er nogen, der så ambitiøst er gået ind og har defineret så smal en målgruppe og servicerer dem. Der er andre, som har forskellige tilbud til den samme målgruppe, og det er vores konkurrenter. Men vi har et meget skarpt fokus, og vi har hverken en printavis eller en tv-station, som vi skal drive ved siden af.«

En af de nyheder, man vil kunne læse på Format, er et om det nye skatteudspil. Men her vil nyheden måske blive fortalt i en explainer-video, hvor der kun bliver fokuseret på den del, der er relevant for de 20-30-årige, f.eks. med en vinkel på, om det nu bliver lettere at få råd til en bil, fordi afgiften er sat ned, fortæller Benjamin Kürstein. Men mediets helt store satsning er det store fokus på film, tv-serier og streaming, hvor »popkulturelle fænomener bruges som en prisme, vi forstår verden gennem. F.eks. ved at forstå det politiske liv gennem ”House of Cards”, eller magtforhold gennem ”Game of Thrones”«.

Men hvordan tjener man penge på generationen, der er vokset op med gratis informationer på nettet? Svaret er gennem sponsoreret indhold og bannerreklamer. Her vil Format også hjælpe annoncørerne på vej, og der vil i begyndelsen være omkring 15 pct. kommercielt indhold.

Men hvis det nye medie ikke kan slå igennem?

»Så har vi i det mindste prøvet. Men det tror jeg ikke, kommer til at ske. Hvis vi formår at skabe et produkt derimod, som målgruppen tager til sig, så har vi knækket en kode, som man ikke rigtig har knækket før. Og så har vi mulighed for at blive et medie, som ikke bare er her et år eller to, men måske i 50 eller 100 år. Det håber jeg.«

BRANCHENYT
Læs også