Uber forlader endnu et millionmarked

Uber er på vej ud af den canadiske Quebec-provins, efter de canadiske myndigheder har strammet reglerne over for kørselstjenesten.

Uber og Google kæmper om at komme først med selvkørende biler. Nu mener Google, at Uber har stjålet dets teknologi. Foto: AP Photo/Gene J. Puskar

Fredag fik Uber et ordentligt hak i tuden, da kørselstjenesten mistede sin licens til at køre i London. Nu er Uber på vej ud af endnu et lukrativt marked.

Selskabet oplyser tirsdag, at man fra midten af oktober indstiller kørslen i den canadiske provins Quebec, skriver Reuters.

Quebec-provinsen er med over 8 mio. indbyggere Canadas næstmest folkerige og bl.a. hjemsted for byerne Quebec og Montreal.

Årsagen er, at myndighederne i den Canadiske provins har strammet reglerne for kørselstjenesten.

Bl.a. kræver myndighederne, at Uber-chaufførerne skal gennemgå 35 timers kursus for at få den nødvendige tilladelse til at køre i provinsen – præcis lige som Quebecs øvrige taxachauffører. Uber har ca. 10.000 chauffører i Quebec.

Ifølge Ubers chef i Quebec, Jean-Nicolas Guillemette, vil Uber stoppe kørslen den 14. oktober - men han opfordrer myndighederne til at genoverveje deres regler.

»Lad os sætte os ned og finde en løsning på det her,« siger Jean-Nicolas Guillemette ifølge Reuters.

Nyheden om Ubers Quebec-exit kommer samtidig med, at Uber ligger i åben krig med transportmyndighederne i London. Fredag i sidste uge indrog de Ubers kørselslicens for oktober.

Det har bl.a. fået Ubers topchef Dara Khosrowshahi til at sende et åbent brev til Londons-borgere, ligesom Londons borgmester, Sadiq Khan (Labour), er gået aktivt ind i sagen.

BRANCHENYT
Læs også