Global
BREAKING
0

Faldende oliepriser får golfstater til at indføre moms

Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater har lagt en afgift på de fleste varer og tjenester.

Saudi-Arabien har lagt en fem pct. afgift på de fleste varer og tjenester. Foto: Markus Schreiber/AP

Mad, tøj, benzin og en række andre varer og tjenester er i Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater for første gang blevet momspålagt. Afgiften ligger på fem pct. og indføres som et forsøg på at holde de nationale indtægtskilder flydende, mens oliepriserne daler.

I de Forenede Arabiske Emirater anslår man, at momsindtægterne vil nå op omkring 20 mia. kr. inden for det første år.

Det skriver BBC.

Den Internationale Valutafond har længe opfordret golfstaterne til at sprede indtægtsgrundlaget ud, så de bliver mindre afhængige af olie.

I Saudi-Arabien er mere end 90 pct. af statsbudgettet bygget på det sorte guld. I de Forenede Arabiske Emirater ligger det omkring 80 pct.

Bahrain, Kuwait, Oman og Qatar har ligeledes forpligtet sig til at introducere moms, men flere har udskudt planerne til tidligst 2019.

Den saudiske kongefamilie har tidligere forsøgt at skære i de offentlige ydelser for at udligne prisfaldet i oliesektoren, men er - præcis som emiraterne - endnu ikke klar til at opkræve indkomstskat.

BRANCHENYT
Læs også