Global

Banan tapet fast til en væg solgt for 800.000 kroner

Banankunstværk solgt for svimlende beløb på en kunstmesse i Miami.

Banankunstværket blev solgt her på kunstmessen Art Basel i Miami. Photo by Leila MACOR / AFP)

En banan tapet fast til en væg med Gaffa-tape er blevet solgt for, hvad der svarer til ca. 800.000 danske kroner

Det skriver bl.a. The Telegraph og CNN.

Salget foregik på en af USA’s mest prestigefulde kunstmesser, Art Basel i Miami Beach, og bananen er faktisk et kunstværk kreeret af den italienske kunstner Maurizio Cattelan.

Det kostbare værk, der går under navnet ”Komikeren”, blev afsløret onsdag eftermiddag for de fremmødte af galleristen Emmanuel Perroti, der ejer galleriet Perrotin.

»Det er et mirakel, jeg ved ikke hvordan det her gik til. Da vi startede med at arbejde sammen, var jeg nødt til at overbevise samlerne en efter en om, at de skulle købe hans værker,« udtalte Emmanuel Perroti efter salget til mediet artnet.com.

Faktisk har kunstneren Maurizio Cattelan ikke kun lavet det ene banankunstværk - han har i alt lavet tre udgaver af ”Komikeren”.

Den første banan blev solgt til en anonym fransk kvinde til en pris af 120.000 dollar, hvilket svarer til ca. 800.000 danske kroner.

Den næste banan, der kom op på væggen, blev solgt for samme pris, så nu har kunstneren og galleriet hævet prisen på den tredje og sidste banan til 150.000 dollars. Ifølge galleriet er flere museer allerede interesserede.

Selvom flere kunstkritikere ved den kendte kunstmesse rettede kritik af de tre banenværker og spekulerede i, om der var tale om en joke, så holder gallieristen Emmanuel Perroti fast i, at det ikke er tilfældet.

Han har udtalt i en pressemeddelelse, at Cattelan har brugt et år på at arbejde med værket, som oprindeligt skulle have været en skulptur formet som en banan.

»Hver gang han rejste tog han en banan med sig og hang den op på sit hotelværelse for at finde inspiration. Han lavede adskillige modeller, først i harpiks, så i bronze og i malet bronze. Men til sidst besluttede han, at en rigtig banan var den perfekte løsning,« udtalte han i pressemeddelelsen.

Værket bruger ifølge galleriejeren bananen ”som et symbol på global handel og dobbeltbetydning såvel som et klassisk humoristisk virkemiddel”.

Det er ikke første gang at Cattelans kunst trækker overskrifter. Han står også bag et guldbelagt toilet, der går under navnet ”Amerika”, og som desværre blev stjålet få timer efter, det var blevet udstillet.

BRANCHENYT
Læs også