De har læst i kaffegrumset, at fremtiden gemmer sig i affaldet
Impact Award-finalist: Peter Larsen Kaffe forsøger at omdanne det enorme spild i produktionen af verdens næststørste handelsvare til en bæredygtig forretning hele vejen fra farmerne til forbrugerne.
Ordene akkompagneres af kværnende bønner og spruttende kedler.
Claus Bertelsen og Lars Aaen Thøgersen sidder på en hems oppe under loftet i testristeriet hos Peter Larsen Kaffe. Den ene er en skjorteklædt direktør med en kop cortado foran sig. Den anden er en innovationschef med en cardigan om livet og en flat white ved hånden.
Tilsammen repræsenterer de to herrer en 120 år gammel forretning med en solid kundebase og en tocifret millionkapital, så i den forstand ville det være nemt for Bertelsen og Thøgersen at lade være med at bekymre sig her ved plankebordet.
Oven over deres hoveder trommer regnen dog taktfast på taget, hvilket på sin vis afspejler naturens forsøg på at advare kaffeindustrien om, at tingene ikke kan fortsætte på samme måde som hidtil.
PROBLEM
Problemet er i al sin enkelhed, at verdens næststørste handelsvare efterlader et enormt ressourcespild bag sig. Blot 1 pct. af kaffeplantens næringsstoffer udnyttes i den almindelige produktion, hvor blade, skaldele og grums i reglen ender som affald.
»Hidtil har vi kun fokuseret på den lille kaffebønne inde i frugten på træet. Det svarer nærmest til, at en slagter hiver mørbraden ud og smider resten af koen væk,« siger Lars Aaen Thøgersen.
Spildet er for ham at se slemt nok i sig selv, men på paradoksal vis har det også den sideeffekt, at størstedelen af frugtkødet rådner op på kaffeplantagerne, hvor det forurener vandløb og udleder en masse metangas.
Samtidig betyder den manglende udnyttelse af ressourcerne rundt om bønnen, at de fattige farmere både går glip af en ekstra indtægtskilde og et incitament til at dyrke jorden mere bæredygtigt i en situation, hvor halvdelen af klodens kaffedyrkningsarealer spås at være forsvundet i 2050 som følge af klimaforandringer og urbanisering.
LØSNING
Derfor etablerede Peter Larsen Kaffe for et par år siden nonprofitorganisationen Circular Coffee Community 2.0, der forsøger at optimere hvert eneste led i produktionskæden ved hjælp af forskellige aktører i branchen samt forskere og forretninger med helt andre specialer.
Oprettelsen af organisationen er det hidtil mest ambitiøse skridt for det viborgensiske familieforetagende, der i midten af 90’erne stod bag branchens første Fairtrade-produkter herhjemme, i midten af 00’erne opstillede et mål om at blive CO2-neutral og i midten af 10’erne uddannede tusindvis af kenyanske kaffefarmere i økonomi, handel og bæredygtig produktion.
»Mange har spurgt mig, om det virkelig hjælper noget? Ja, det gør det, hvis alle bidrager en smule til det. Jeg står ikke i lilla fløjlsbukser og vifter med skilte uden for Christiansborg, men derfor kan jeg jo godt finde ud af at tænke på andre end mig selv,« forklarer adm. direktør Claus Bertelsen, som overtog forretningen fra sin far i 2004.
I øjeblikket oplever han, at forsyningskrisen og prisinflationen har fjernet mere end halvdelen af overskuddet i regnskaberne. Alligevel spenderer forretningen en masse tid og penge på at videreudvikle Circular Coffee Community i samarbejde med sin svenske delejer, Löfbergs Group.
Af samme grund er Peter Larsen Kaffe blandt de nominerede kandidater til prisshowet Finans Impact Awards, der finder sted i begyndelsen af maj og hædrer en stribe virksomheder for deres indsats på ESG-feltet.
»Platformen er en mulighed for at bygge bro mellem farmeren og forbrugeren med det formål at modernisere fordelingen af værdier fra jord til bord,« skriver den uafhængige jury i begrundelsen for at shortliste kaffeproducenten inden for prisshowets klimakategori.
Et af omdrejningspunkterne i projektet er at indgå kommercielle partnerskaber, så sidestrømmen i kaffeproduktionen anvendes på en brugbar facon frem for at blive kasseret som spild. Derfor har Peter Larsen Kaffe i første omgang eksempelvis allieret sig med forskere på Teknologisk Institut og Københavns Universitet for at blive klogere på, hvordan sådan noget som bønneskallerne, frugtkødet og kaffegrumsen kan udnyttes i alt fra møbler til kosmetik.
RESULTAT
Det forudsætter dog selvsagt – indskyder Lars Aaen Thøgersen – at både detailhandlen og forbrugerne kan se en fidus i det.
»Så sent som i går modtog jeg denne besked,« smiler innovationschefen og finder sin telefon frem.
Displayet viser en annonce for de kanelsnegle, som 7eleven netop har introduceret i sine hundredvis af butikker i Danmark. Sneglene er delvist bagt med kaffegrums indsamlet via Kaffe Buenos raffinaderi, der er i stand til at udtrække olien fra grumset, så den tørre masse kan males til mel og anvendes til bagning hos Easyfood. Hvilket alt sammen illustrerer nødvendigheden af de tværgående samarbejder, som Circular Coffee Community forsøger at facilitere i alle mulige og umulige sammenhænge.
I den forbindelse trækker Peter Larsen Kaffe på sin erfaring fra uddannelsesprojektet i Afrika, hvor det i løbet af tre år lykkedes at hjælpe farmerne med at tredoble udbyttet og fordoble indtjeningen.
»Det var sådan set startskuddet, hvor vi fandt ud af, at vi kan gøre en masse med små indsatser. Den største udfordring ligger jo ude hos farmerne, for alle de kaffeproducerende lande er på FN’s højrisikoliste i forhold til kulturel, økonomisk eller religiøs ustabilitet,« fortæller Lars Aaen Thøgersen, som selv tilbragte en del tid i Kenya og sidenhen har iværksat et tilsvarende projekt i Colombia.
Den form for handlekraft er helt afgørende, mener direktøren.
»Vi kan ikke bare læne os tilbage nu. Vi er nødt til at skifte til næste gear.«