Idéen blev født på en buffetrestaurant, og nu omsætter virksomheden for næsten en halv milliard
Impact Award-finalist: Virksomhedens DNA er forankret i en app, som hver dag forbinder tusinder af forbrugere og virksomheder for at komme overskudsmad til livs. Men Too Good To Go spiller på flere heste i sit arbejde for at gøre sig selv overflødig.
I en afkrog af Østerbro i et aflangt kontorlandskab med hvide vægge, hvide gulve og møbler i forskellige nuancer af signaturfarven, grøn, har madspildsvirksomheden Too Good To Go sit danske hovedkontor. Den grønne farve er nøje udvalgt for virksomheden, som siden den spæde fødsel i 2016 har arbejdet med den grønne omstilling. Missionen er at komme madspild til livs.
Det hele startede med en middag på en buffetrestaurant.
De fem stiftere undrede sig over, at buffeten var bugnende fuld af mad kort før lukketid. For hvor blev maden af, når gæsterne var gået hjem? Med det udgangspunkt gik de fem unge mænd i gang med at konstruere den app, der senere skulle gå hen og blive en af de mest downloadede mad- og drikkeapps i verden.
Tanken er simpel. For et mindre beløb kan forbrugerne købe en portion overskudsmad med hjem i dagligvareforretninger, restauranter, bagerier og andre fødevareforhandlere.
PROBLEM
Too Good To Go arbejder med den enkle tese, at vi smider alt for meget god, brugbar mad ud. Tal fra FN viser, at en tredjedel af al mad ryger i skraldespanden.
»Vores brugere og samarbejdspartnere har i løbet af de syv år, appen har været aktiv, reddet mere end 200 mio. måltider fra at ende i skraldespanden. Madspildsproblemet er kæmpestort, og det vil kræve flere forskellige løsninger at komme det til livs,« siger Too Good To Gos landechef, Heidi Boye.
Hvert år kasseres godt 800.000 tons mad i Danmark og på verdensplan 1,3 mia. tons, viser To Good To Gos tal.
På sin vis er missionen med Too Good To Go at gøre virksomheden overflødig i en verden, hvor der på sigt ikke produceres mere mad, end der skal bruges.
LØSNING
Too Good To Go fungerer på den måde, at du på deres app kan se, hvilke butikker, der har en lykkepose til salg og til hvilken pris, så du kan købe og hente den i løbet af dagen. Indholdet er ukendt, men kan være til salg under kategorier som bagværk eller frugt og grønt. Og særligt overraskelseselementet er en af grundene til, at forbrugerne er så glade for appen, mener Hedi Boye.
Politisk arbejder Too Good To Go også for at skabe forandring på madspildsområdet. Aktuelt har virksomheden en lobbyist i Bruxelles ansat til at påvirke EU for mere lovgivning og regulering. Derudover har de i samarbejde med Gyldendal lavet undervisningsmateriale til børn om, hvordan de kan lære om at mindske deres eget og deres familiers madspild.
I 2019 lancerede virksomheden sloganet, ”ofte god efter”, som er en tilføjelser til ”bedst før”-datomærkningen. Og de tre ord står for Heidi Boye som noget af det vigtigste, Too Good To Go har lavet.
»Det er jeg mega stolt af, fordi vi som virksomhed ønsker at skabe forandringer og nye vaner, så mindre mad smides ud,« siger hun.
I samme kampagne arbejdede virksomheden aktivt med at få forbrugerne til at tage mere stilling til de fødevarer, de har i køleskabet og i skabene.
»Der må vi også blive bedre rustet til at vurdere, om en fødevare er god eller dårlig. Vi ser desværre en tendens til, at det er en hyppig årsag til madspild, at rigtig mange forbrugere simpelthen er kommet for langt væk fra deres madvarer,« siger Heidi Boye.
En af de nyeste værktøjer i Too Good To Gos værktøjskasse er Lykkepakkerne, som er overskudsvarer, der bliver sendt hjem til køberen. Det kan være varer, som ikke kan sælges på grund af overfladiske fejl som emballagefejl. Varerne fejler ingenting, men kan ikke sælges i butikkerne.
Derudover har Too Good To Go for nylig lanceret en teknologi, som er målrettet fødevarevirksomhederne, der kan bruge softwaren til at scanne deres varer, indtaste deres holdbarhedsdatoer og på den måde holde styr på, hvornår deres varer går på dato.
RESULTAT
I dag er Too Good To Go at finde i 17 lande fra Danmark til Italien, Azorerne og USA. Og særligt sidstnævnte sammen med Canada er de helt store fokusområder i øjeblikket.
Ambitionerne er skruet op. I 2025 vil Too Good To Go have reddet 1 mia. måltider eller 1 ton mad fra at blive smidt ud – samtidig vil de have gjort 250 mio. mennesker opmærksomme på madspildsudfordringen.
I det seneste regnskab omsatte Too Good To Go for 493 mio. kr, men der er stadig røde tal på bundlinjen.
Virksomheden vil fremadrettet arbejde målrettet med ESG, som er et vigtigt parameter for virksomheden.
»Du kan ikke drive en virksomhed uden også at have fokus på, hvordan du sikrer et godt aftryk på kloden og på det sociale område,« siger Heidi Boye og fortsætter.
»Vi vil hele tiden gerne sætte barren en lille smule højere. Og det betyder jo, at vi ser os langt fra i mål på de områder, vi arbejder med. Vi er hele tiden opmærksom på, hvordan vi kan blive dygtigere og bedre«.