To (meget) små comebacks og et styks fortsat deroute for topindeksets tunge ende
To af C20-indeksets tre klart største tabere hidtil i 2016 står til små stigninger mandag, mens en fortsætter faldet.
Novo Nordisk fik tæsk som nærmest aldrig før, da medicinalkæmpens regnskab for godt halvanden uge siden skuffede stort. Siden har aktien dog flirtet med et comeback - og den trend ser ud til at fortsætte mandag, hvor Novo-aktien som den eneste af C20-indeksets store tabere i 2016 både bliver handlet meget, og står til en klar optur.
Aktien er kl. 12 oppe med 1,2 pct. under handel, der godt nok ikke kan stikke de stormfulde dage omkring regnskabet, men stadig allerede ved frokost er mere omfattende end mange hele børsdage for Novo Nordisk A/S.
Set over en måned er aktien dog stadig nede med 15,3 pct. - for hele året er der tale om et fald på 20,1 pct.
For indeksets to andre, klareste tabere i 2016 er billedet mandag mere blandet.
Nordea-aktien, der for 2016 er nede med 9,3 pct., stiger med beskedne 0,4 pct. på en handelsdag, der indtil nu målt på volumen må betegnes som ganske stille. Holder udviklingen mandag stik, bliver dagen med afstand den handelsdag i august, der indtil nu har set mindst handel i Nordea Bank AB-aktien.
For Novozymes A/S går samme mønster som hos Nordea igen ved handelsdeskene - mandagen ser stille ud. Fortegnet er dog omvendt - aktien er nede med 0,7 pct., og dermed har aktionærerne tabt knap 10,8 pct. igennem 2016.