Aktier

Hård tale trak Wall Street i rødt

De amerikanske aktier lagde ellers for onsdag med pæne plusser, men omkring middagstid begyndte blandt andet teknologiaktierne at falde tilbage, og det endte med at trække markedet som helhed i rødt.

Foto: AP/Richard Drew

Det brede S&P 500-indeks var på et tidspunkt i plus med 0,8 pct., men sluttede med et minus på knap 0,9 pct. Dow Jones-indekset, som blot har 30 aktier i sig og kun meget lidt teknologi, blev også trukket med ned i minus 0,7 pct. Teknologitunge Nasdaq faldt dog mest og smed 1,5 pct.

Onsdagen startede ellers med den positive nyhed, at USA's præsident, Donald Trump, ikke var helt så skrap som ventet i sine krav til stramninger af reglerne for kinesiske investeringer i amerikanske teknologiselskaber, hvilket sendte aktierne opad.

Senere slog præsidentens nærmeste økonomiske rådgiver, Larry Kudlow, dog på Fox News fast, at Det Hvide Hus' hårde linje i handelsspørgsmålet over for Kina er uforandret, og at USA forhandler fra en stærk position, mens den kinesiske økonomi "ikke har det godt".

Og så vendte aktierne rundt.

- Der er stadig en del bekymring i markedspladsen for, at præsidenten eller en anden i regeringen stadig vil kigge på Kina en ekstra gang. Jeg tror bare, at folk vil fortsætte med at barbere risiko af, efterhånden som vi nærmer os ferien, siger Mohit Bajaj, direktør for handel med ETF'er hos WallachBech Capital, til The Wall Street Journal med henvisning til USA's nationaldag den 4. juli.

Mens alle sektorer var i grønt ved frokosttid, så var det energisektoren og de mest defensive sektorer, som klarede sig bedst ved slutfløjtet. Energiaktierne steg i S&P 500-indekset med 1,3 pct., da olieprisen nu er steget kraftigt de seneste to dage med 3,6 pct. tirsdag og 2,5 pct. onsdag. I Dow Jones-indekset var det stort set også kun Chevron og Exxon Mobil, som trak i plus med gevinster på 1,5 og 1,3 pct.

Nederst på listen over sektorer fandt man teknologiaktierne, hvor der også mandag var massiv gevinsthjemtagning, men som tirsdag lettede lidt med mindre plusser. Onsdag faldt sektoren dog med 1,5 pct. i S&P 500, og der var også minus til FANG-indekset med de største og mest omsatte teknologiaktier som Facebook, Amazon, Apple, Netflix og Googles moderselskab, Alphabet, på 1,5 pct.

Blandt tech-aktierne var der minus til Microsoft på 1,6 pct., til Facebook på 1,6 pct. og til Alphabet på 1,4 pct. Værst gik det for chip- og halvlederselskaberne, der står højt på listen over handelskrigsofre ved en optrapning. Nvidia smed 2,6 pct., Intel tabte 1,8 pct., og Micron mistede 4,3 pct.

Finansaktierne var denne onsdag også ramt af faldende renter. Sektoren tabte 1,3 pct., JPMorgan Chase tabte 1,5 pct., og Citigroup mistede 1,3 pct.

På selskabsfronten var der masser af mediedækning til kampen at overtage 21st Century Fox. Comcast afsøger ifølge medieforlydender mulighederne for en kapitalpartner, hvis prisen skulle nå "ekstremt høje" niveauer omkring 90 mia. dollar, og Disney, som lige nu har det højeste bud på 71,3 mia. dollar, fik konkurrencemyndighedernes godkendelse af en mulig overtagelse.

Disneys aktie faldt 0,3 pct., mens Comcasts faldt 1,5 pct. Vinderen var dermed 21st Century Fox, som steg med 2,4 pct. til 48,80 dollar, hvilket er næsten 11 dollar mere end det for tiden højeste bud på 38 dollar per aktie fra Disney.

Conagra og Pinnacle Foods bekræftede også sidste uges forlydender om, at Conagra overtager Pinnacle. Prisen er på 9,1 mia. dollar inklusive gæld. Nyheden sendte dog Pinnacle ned med 4,3 pct., fordi aktien allerede var handlet op på spekulationerne om et salg, som startede helt tilbage i april. Conagras aktie smed 7,3 pct. AKtionærerne var tilsyneladende ikke glade for at blive udvandet af opkøbet, som foretages med kontantbetaling og med aktier i Conagra.

Læs også
Top job