Aktier

Europa/aktier: Regnskaber i fokus på bekostning af krigsbekymringer

Regnskaberne og selskabernes indtjening er tilbage i fokus på aktiemarkederne - herunder de europæiske - på bekostning at frygten for, hvad en omfattende handelskrig mellem USA og Kina kan føre med sig.

Torsdag gav det grønne indeks ned gennem det meste af Europa, og det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lukkede med et plus på 0,8 pct.

På de største europæiske markeder steg FTSE 100-indekset i London 0,7 pct., DAX-indekset i Frankfurt blev løftet 0,6 pct., og i Paris var der plus på 1,0 pct. til CAC 40-indekset.

Især medicinalaktierne havde en forrygende dag med en stigning på 2,2 pct. på sektorbasis. Men også it-aktierne, de forbrugsrelaterede aktier og industriaktierne klarede sig pænt med plusser på 0,9 til 1,4 pct.

Rederiaktierne, der er en undergruppe i industrisektoren, sluttede torsdag 1,5 pct. højere samlet set trukket af danske Mærsk, der steg 2,7 pct.

Den tyske producent af glas og plasticemballage Gerresheimer steg 7,6 pct. efter et ganske vist lidt skuffende halvårsregnskab, som på den anden side indeholdt en opjustering af selskabets omsætningsforventninger til den høje ende af det tidligere udmeldte interval.

På skyggesiden i Stoxx 600-indekset tabte norske DNB 4,0 pct. i forlængelse sit regnskab. Nettooverskuddet var på 6,1 mia. norske kr. i andet kvartal mod 5 mia. norske kr. i samme periode året før. Men aktiehandlerne fokuserede på handelsindtægterne, som skuffede.

Læs også
Top job