Aktier

Aktier/åbning: Mærsk topper C25 efter børsnotering af Drilling

Mærsk bliver sendt i vejret på børsen fredag, efter at selskabet har offentliggjort planer om at børsnotere Maersk Drilling på børsen i København.

Mærsk B-aktien stiger 4,1 pct. til 8990 kr., mens A-aktien ligger 3,7 pct. højere i 8410 kr., og de to aktier løfter C25-indekset, som stiger 0,3 pct. til 1143,42.

Mærsks beslutning om at udskille Maersk Drilling kommer som et resultat af, at ledelsen gennem to år har forsøgt at sælge selskabet.

Over for Bloomberg TV fortæller Mærsk-topchef Søren Skou, at ledelsen overvejede alle muligheder, men at mange potentielle købere ikke havde nok kapital til en overtagelse.

- Jeg ser lidt børsnoteringen som en sidste udvej, men måske også den måde, hvorpå man stadig kan få en fornuftig pris for Drilling, og derfor tilgodeser man også aktionærerne i A.P. Møller-Mærsk, som ønsker at få så meget værdi trukket ud af Drilling som overhovedet muligt, siger aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank.

Børsplanerne er offentliggjort i forbindelse med Mærsks regnskab for andet kvartal, hvor en del af spændingen var taget ud, da selskabet nedjusterede i sidste uge.

De præcise tal viser, at Mærsk kom gennem kvartalet med et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 883 mio. dollar, hvilket er et fald fra 1073 mio. dollar i samme periode året før.

Bundlinjen for de fortsættende aktiviteter viste et minus på 85 mio. dollar mod et overskud på 10 mio. dollar året før.

Novo Nordisk er også i fokus, da det har købt britiske Ziylo i en handel, der kan få en af værdi af over 800 mio. dollar.

Den endelige pris er afhængig af udvikling og fremskridt hos selskabet, der arbejder med udvikling af præparater, som modvirker tilfælde med for lavt blodsukker hos diabetespatienter.

Der fragår fredag et udbytte på 3 kr. fra Novo Nordisk-aktien, som falder 0,6 pct. - svarende til 2 kr. - til 311,95 kr.

William Demant har været gennem regnemaskinen hos Bank of America, der ifølge Bloomberg News har sænket anbefalingen til "underperform". WDH-aktien falder 1,1 pct. til 263 kr.

Carlsberg har fået hævet kursmålet hos franske Société Générale til 725 kr. fra 628 kr., mens Berenberg har hævet til 750 kr. fra 700 kr. Aktien stiger 0,6 pct. til 794,80 kr.

Uden for C25 er der fokus på konglomeratet Schouw, der ejer en række industrivirksomheder, da selskabet senere fredag er aktuel med regnskab for andet kvartal.

En del af indholdet er kendt, da selskabet i sidste uge nedjusterede forventningerne til 2018. Schouw-aktien falder 0,5 pct. til 484,60 kr.

Der vil også være regnskab fra it-virksomheden NNIT, og inden da falder aktien 1,2 pct. til 162,20 kr.

Rederiet Norden har været under luppen hos finanshuset Pareto, der holder ved sin købsanbefaling, men sænker kursmålet til 135 kr. fra 150 kr. Aktien starten fredagen med et fald på 0,1 pct. til 96,35 kr.

I samme sektor har DFDS fået skåret kursmålet til 385 kr. fra 410 kr. hos SEB, der holder ved anbefalingen "hold". Aktien falder 1,1 pct. til 346,20 kr.

Både Brøndby IF og FCK, der på børsen er en del af Parken Sport & Entertainment, spillede sig torsdag et skridt videre mod Europa League, og der venter nu en afgørende kamp for at blive kvalificeret til turneringens gruppespil.

Brøndby-aktien lægger fra land med en stigning på 2 pct. til 1,57 kr., mens Parken-aktien falder 1,9 pct. til 83,20 kr.

Læs også
Top job