Aktier

Aktier i Asien: Kursfald uden for Japan for ottende dag i træk

De asiatiske aktiemarkeder starter den nye uge i rødt og står til kursfald for ottende dag i træk, efter at USA's præsident, Donald Trump, har øget indsatsen i det amerikansk-kinesiske pokerspil om handel.

Det toneangivende Morgan Stanley Asia-Pacific-indeks uden for Japan ligger med et minus på 0,6 pct.

- Investorer er forsigtige over for en eventuel eskalering af handelskonflikten, men nogle satser på, at Trump ikke ønsker kursfald i det amerikanske aktiemarked inden midtvejsvalget. Så der er håb om, at han vil være mindre provokerende fra nu af, siger senioranalytiker Hikaru Sato fra Daiwa Securities til Reuters.

I Japan har en opjustering af de i forvejen overraskende stærke BNP-data for andet kvartal givet anledning til lidt optimisme.

Nikkei-indekset stiger 0,2 pct., mens det brede Topix-indeks øger 0,3 pct.

I Kina er investorerne anderledes negative over for udviklingen. Udsigten til at selv Apple vil blive ramt har sendt Apple-leverandørerne Luxshare Precision, Shenzhen Sunway Communication og Suzhou Dongshan Precision Manufacturing ned med op til 10 pct. mandag morgen

Shanghai Composite viger 0,6 pct., og også CSI 300-indekset ligger 0,9 pct. lavere, mens Hongkongs Hang Seng-indeks dropper 0,9 pct.

Blandt de øvrige markeder ligger Singapores Strait Times-indeks med et fald på 0,5 pct., Taiwans Taiex-indeks dykker 1,4 pct., mens Sydkoreas Kospi-indeks stiger 0,2 pct., og Sydneys ASX-indeks står til at slutte dagen med en gevinst på 0,1 pct.

Futures for de store amerikanske aktieindeks ligger med stigninger på 0,1-0,2 pct.

Indeksværdi klokken 06.15.

Læs også
Top job