Aktier

Europa/aktier: Generelle stigninger og plus i Sverige efter valg

Der var fin stemning på det europæiske aktiemarked mandag, også i Sverige hvor der søndag havde været valg.

For det ledende svenske aktieindeks kastede dagen en stigning på 0,4 pct. af sig, efter at det ellers havde indledt med et lille minus i forhold til fredagens lukkeniveau.

Da mandagen var omme, var det ikke til at sige, hvilken regering svenskerne kan vente sig de næste år. Det var nemlig ikke til at udpege en entydig vinder mandag eftermiddag, og forude venter derfor et langtrukket arbejde med at sammensætte en ny regering.

- Enhver reaktion på de finansielle markeder ventes at forblive dæmpet, indtil en ny regering og et budget er på plads. Det at forme en ny regering kan tage uger eller i værste tilfælde måneder, siger Martin Guri, der er leder for afdelingen for nordisk strategi hos Kepler Cheuvreux, ifølge Bloomberg News.

I forhold til resten af det europæiske aktiemarked steg det brede Stoxx 600-indeks med 0,5 pct. Samtidig lukkede de ledende indeks på de store børser i Frankfurt og Paris med stigninger på mellem 0,3 og 0,4 pct., mens der i London ikke var de store ændringer på indeksniveau sammenlignet med ved lukning fredag.

En af dagens mest stigende aktier var britiske RPC Group, der er en stor producent af plastemballage. Selskabets aktie steg 18,9 pct., efter at det ifølge Bloomberg News har bekræftet, at det er i dialog om et salg til en af de to kapitalfonde Apollo Global Management eller Bain Capital.

Medvind var der også til flere italienske bankaktier, efter at investeringsbanken Morgan Stanley i en analyse har anbefalet at købe italienske bankaktier, fordi de lige nu er billige og kan forvente pæne kursstigninger, når landet efter forventningen lander en finanslov, der vil passe inden for EU's budgetregler.

Anbefalingen bidrog til at sende Mediobanca op med 4,5 pct., Banco BPM med 5 pct. og Intesa Sanpaola med 4,7 pct.

Læs også
Top job