Aktier

Europa/aktier: Mulig bankfusion og finske salgstanker stjal fokus

De europæiske aktier endte efter et lille comeback sidst på tirsdagen blandet på ugens anden dag, der ellers startede helt i rødt.

Frygten for en eskalerende handelskrig mellem USA og Kina blussede lidt op tidligt tirsdag, hvor Kina ifølge Reuters opfordrede verdenshandelsorganisationen WTO til at indføre sanktioner mod USA.

Men ud på eftermiddagen steg humøret igen - blandt andet efter historien om en stor bankfusion i Tyskland.

FTSE 100-indekset i London faldt 0,2 pct., mens CAC 40 i Paris steg 0,2 pct., og DAX-indekset i Frankfurt faldt 0,2 pct.

Det brede Stoxx 600-indeks endte samtidig 0,1 pct. lavere.

På selskabsfronten var højdespringeren tirsdag finske Amer Sports, der producerer blandt andet tennisketsjere.

Selskabet bekræftede opkøbsinteresse fra en investorgruppe med støtte fra den kinesiske rival Anta Sports Products, og aktien steg med 18,8 pct. til 34,20 euro.

Positiv stemning kom der også omkring banksektoren, da det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel rapporterede, at Commerzbank og Deutsche Bank, der er to af Tysklands største pengeinstitutter, undersøger mulighederne for en sammenlægning.

Commerzbank steg 2,5 pct. til 8,60 euro, mens Deutsche Bank blev løftet 0,5 pct. til 9,62 euro.

For det irske lavprisluftfartsselskab Ryanair fortsatte nedturen for niende handelsdag i træk med et fald på 1,1 pct. til 13,05 euro.

Selskabet trues igen af en stor strejke i flere europæiske lande.

Læs også
Top job