Aktier

Markedsoversigt: Rivals indspark udløste klø til Ambu

Ambu-aktien indtog torsdag en negativ særstilling med et fald på 6,6 pct. til 189,50 kr. i det ellers forholdsvist rolige dansk C25-indeks.

Dermed bidrog medico-aktien til at holde det danske eliteindeks i rødt, mens stemningen i Europa var mere neutral under indtryk af USA's invitation til Kina til nye handelsforhandlinger og Kinas positive modtagelse af invitationen.

Det danske eliteindeks lukkede 0,3 pct lavere i 1129,24.

Nedturen for Ambu kunne blandt andet - og måske især - tilskrives udtalelser fra den japanske konkurrent Olympus, der er størst på markedet for kikkertundersøgelser. Olympus har ifølge Børsen ikke stor tiltro til anvendelse af engangsprodukter inden for området for koloskopi - tarmundersøgelser - som Ambu planlægger at lancere inden årets udgang.

Engangsprodukterne kan være gode nok til undersøgelse via urinveje, luftveje og galdeveje, men koloskopi er mere kompliceret og ikke egnet til engangsskopier, mener japanerne.

- Og så tror jeg, at vi fortsat har et "overhæng" af aktier fra den "placing," der var i sidste uge. Der er noget materiale, der "sidder lidt løst" rundt omkring, siger Ole Kjær Jensen med henvisning til, at Chr. Augustinus Fabrikker solgte 13,5 mio. Ambu-aktier i sidste uge.

Med til at trække det danske marked ned var også Vestas-aktien, som faldt 2,4 pct. til 414,10 kr. I en analyse udtrykker den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs betænkelighed ved det indiske marked for vindenergi - blandt andet ved infrastrukturen og på grund af indernes forkærlighed for solenergi.

I toppen af C25 sluttede Lundbeck med et plus på 2,9 pct. til 398,20 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

På obligationsmarkederne endte en forholdsvis begivenhedsrig torsdag med status quo for renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation. Renten var ved lukketid 0,35 pct. eller det samme som både onsdagens slutrente og torsdagens åbningsrente.

Henover dagen svingede renten mellem 0,34 pct. og 0,37 pct.

Dagen bød på rentemøder i tre centralbanker, hvoraf møderne i Bank og England og Den Europæiske Centralbank formede sig som ventet med uændrede renter og pengepolitik.

Så var der mere dynamik i den tyrkiske centralbank, der hævede sin rente til hele 24 pct. fra 17,5 pct. Dermed understregede banken sin uafhængighed af den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, der forinden havde anklaget banken for en forfejlet pengepolitik, fordi den ikke har sænket renten for at bremse den tyrkiske inflation. I markedet var der ventet en tyrkisk rentestigning til 21 pct.

Eftermiddagens amerikanske inflationstal for august overraskede med en stigning i kerneforbrugerpriserne på 2,2 pct. på årsbasis mod en ventet stigning på 2,4 pct. Den umiddelbare danske rentereaktion var et fald på 1 basispoint.

Antallet af nytilmeldte ledige på 204.000 i sidste uge viste sig lidt lavere end den ventede tilgang på 210.000 ifølge Bloomberg News.

Læs også
Top job