Aktier

Aktier/åbning: Danske Bank skraber bunden i positivt eliteindeks

Danske Bank sendes fredag til bunds af investorerne i et grønt C25-indeks, der åbner 0,5 pct. højere i 1129,91. Aktien falder med 0,9 pct. til 175,95 kr. umiddelbart efter det danske aktiemarkeds åbning fredag.

Flere aviser har fredag banken og dens undersøgelse af hvidvasksagen på forsiden. Blandt andet skiver Børsen, at selskabet Deminor, der er ekspert i gruppesøgsmål, vil forsøge at samle opbakning blandt aktionærerne til en ny granskning af sagen.

Samtidig har Sydbank sænket sin anbefaling af aktien til "hold" fra "køb", efter at den interne undersøgelse, som onsdag blev fremlagt, ikke skabte klarhed ifølge analytiker Mikkel Emil Jensen:

- Vi savner simpelthen en konklusion, der kan bringe os tættere på de økonomiske konsekvenser for banken i form af størrelsen af en eventuel bøde. Med lange undersøgelser i vente, kan der gå lang tid, før investorerne får en afklaring, skriver han i en analyse.

Bank of America Merril Lynch har ligeledes sænket sin anbefaling af Dansk Bank-aktien til "neutral" fra "køb", fremgår det af data fra Bloomberg News.

I bunden af indekset får Danske Bank selskab af Bavarian Nordic, der falder med 0,6 pct. til 172,85 kr., og ISS, som får skåret 0,3 pct. af og nu handles til 223,10 kr. - begge uden selskabsspecifikt nyt.

I toppen af det danske eliteindeks ligger Mærsk B-aktien med en stigning på 2,5 pct. til 9464 kr. A-aktien følger lige efter med en stigning på 2,2 pct. til 8890 kr.

Britiske HSBC har ifølge Bloomberg News lagt 2000 kr. til kursmålet, så det nu lyder på 11.100 kr., mens anbefalingen hæves til "køb" fra "hold".

Der er fredag kommet ratetal fra Shanghai Containerized Index, SCFI, der måler prisniveauet på containerfragt fra Shanghai til en stribe destinationer verden over. Det faldt med 2 pct. i den forgangne uge.

I toppen af C25 ligger ligeledes Genmab med en stigning på 0,8 pct. til 1056,50 kr. Fredag er der kommet positive forlydender fra amerikanske Jefferies, der har gennemført en rundspørge blandt amerikanske læger, som arbejder med knoglemarvskræft.

Ifølge finanshuset understreger undersøgelsen det positive syn på midlet Darzalex, der kaldes for en "game changer".

Mere lunket tager investorerne imod en analyse af Ørsted. Energiselskabet har fået lagt 15 kr. til kursmålet af den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, så det nu lyder på 485 kr. Anbefalingen er fortsat "køb", viser data fra Bloomberg News.

Ørsted-aktien stiger med 0,1 pct. til 412,50 kr.

Læs også
Top job