Aktier

Aktier: Handelsstriden sænkede igen Wall Street

De amerikanske aktier faldt mandag, da handelsstriden mellem USA og Kina igen kom i centrum. Derved faldt markederne tilbage fra sidste uges rekordniveauer. It-aktierne klarede sig dog gennem ugens første handelsdag med skinnet på næsen.

Det brede S&P 500-indeks faldt mandag med 0,4 pct., mens Dow Jones-indekset, som blot har 30 aktier i sig, smed 0,7 pct. Derimod sejlede teknologitunge Nasdaq gennem skærene og lukkede med et plus på 0,1 pct.

Stemningen var præget af handelskrigen mellem USA og Kina. Mandag trådte de seneste amerikanske tariffer på 10 pct. på vare for 200 mia. dollar fra Kina i kraft.

Kina har for længst varslet, at man vil svare igen, så det dårlige humør mandag skyldtes noget andet, nemlig at Kina i weekenden aflyste et møde i handelsstriden, som var planlagt i næste uge, med dets amerikanske modparter.

USA's præsident, Donald Trump, har også tidligere truet med told på varer for yderligere 267 mia. dollar, hvis Kina svarer igen på mandagens nyindførte toldsatser.

Hos den amerikanske investeringsbank JPMorgan Chase er man derfor begyndt at indregne endnu en fase med told - på al import fra Kina til USA - fra næste år, hvilket vil påvirke væksten og ramme finansmarkederne.

- Geopolitiske forstyrrelser vil absolut stjæle overskrifterne og ryste finansmarkederne på kort sigt. Men jeg opfordrer stadig investorerne til at fokusere på de geopolitiske forstyrrelser, som potentielt kan påvirke den fundamentale økonomi - og det er handlen. Alt andet er bare støj, sagde Kristina Hopper, global chefstrateg hos Invesco Ltd., til Bloomberg News.

OLIE LØFTER ENERGIAKTIER

Blandt sektorerne var der mandag kun fremgang til 4 ud af 11 i S&P 500-indekset.

I toppen fandt man energiaktierne, som blev løftet af en stigende oliepris, med et plus på 1,5 pct. Prisen på råolie steg i både Europa og USA mandag, da Opec-landene på sit møde i weekenden valgte ikke at løfte deres produktion.

- Jeg påvirker ikke priser, lød det fra Saudi-Arabiens energiminister, Khalid al-Falih, efter OPEC-mødet. En klar afvisning.

Blandt vinderne mandag var derfor de to store olieselskaber Exxon Mobil og Chevron, der også fylder godt i Dow Jones, med plusser på 1,6 og 1,7 pct.

Der var mandag også plus til it-sektoren i S&P 500 på 0,4 pct. Det var trukket af fremgang til indeksets største aktie, Apple, på 1,4 pct., mens Microsoft steg med 0,4 pct.

I bunden fandt man fast ejendom med et minus på 1,9 pct. Der var også fald til dagligvarer på 1,5 pct., mens minusser til de to sektorer, råvarer og materialer samt industri, på henholdsvis 1,4 pct. og 1,3 pct. også var en af forklaringerne på det noget større fald til Dow Jones end til S&P 500, da de to sektorer fylder forholdsmæssigt mere der.

DYRE OPKØB

På selskabsfronten var der opkøb og fusioner på menuen.

Mest omtalt mandag var nok, at Comcast i weekenden vandt en budkonkurrence om købet af 61 pct. af britiske Sky. Med et bud som var næsten dobbelt så stort som konkurrentens, 21st Century Fox'. Comcast bød 39 mia. dollar. Fox ville give 20 mia. dollar.

Investorerne dømte mandag den pris høj og sendte Comcasts aktie ned med 6,0 pct., hvilket gjorde den til tredjemest faldende i S&P 500, mens Fox' aktie vandt XYZ pct.

Comcasts store fald var også årsagen til, at mandagens debut til den nye sektor for kommunikationsservice ikke blev prangende. Det steg med 0,2 pct. Trukket op af Netflix, Facebook og Alphabet, som er Googles moderselskab, men altså tynget af Comcast.

Mandag gik det kun værre i S&P 500 for modevirksomheden Michael Kors, som mistede 8,2 pct. Her var det også et "dyrt" opkøb, som spillede ind. Koncernen rygtes at være på vej til at overtage italienske Gianni Versace for 2 mia. dollar.

De amerikanske musiktjenester og radiostationer Pandora Media og SiriusXM er også blevet enige om en fusion og et aktiebytte, hvor SiriusXM overtager Pandora for 3,5 mia. dollar.

Aktien i Pandora Media faldt med også mandag med 1,2 pct., mens Sirius' aktie mistede 10,3 pct.

Læs også
Top job